lørdag den 18. november 2017

Grøn betyder Stop - ørkener og skove i Kna

Grøn betyder stop

Gobi ørkenen i det nordlige Kina/sydlige Mongoliet er cirka 1.3 million kvadratkilometer stor. Men den vokser hele tiden, med cirka 3600 kvadratkilometer om året ved det der kaldes “ørkenficering” af Kinas ellers dyrebare frugtbare jord der så bliver til ørken og det sker hvert år. Gobi kravler altså længere og længere mod syd. For at gøre det hele værre, så forårsager storme at det fine sand føres mod tæt befolkende områder i Kina hvilket igen resulterer i kraftige støvstorme (Her et billede af forruden på en bil efter en støvstorm i Biejing i 2006)


Men Kina kæmper imod. Med træer.


I 2001, fortalte BBC om det som kaldes “Den Store Grønne Mur” en direkte henvisning til Den Store Mur i Kina, men denne med træer som billedet viser. ‘Muren’ er en del af et årtier langt skovdyrkningsprojekt der blev påbegyndt i 1978, men først forventes færdigt i 2050, og med håbet om at man så endelig kan skabe områder, der nu for tiden er for tørre til landbrug, om til netop landbrug og beboelse.


En af de første faser var en tvungen deltagelse af almindelige borgere -- i 1981 vedtog man i Kina en lov der påbød borgere over 11 år at plante tre til fem træer om året - men i 2003 overtog regeringen så arbejdet.
Planen om ‘Den Store Grønne Mur’ der gik i gang det år omfattede skabelsen af et 4800 kilometer langt bælte af træer langs Gobi ørkenen. Som Wired fortalte et år senere, var dette ikke nogen lille opgave:


For at bygge ‘muren’ har regeringen iværksat en plan i to tempi: Man bruger fly for at tilså de store landområder hvor jorden ikke er så tør, og så betaler man landmænd for at plante træer og buske i områder der er mere besværlige. Et overvågningssystem til 1,2 milliarder dollars, bestående af kortlægning og databaser til overvågning af landområder vil blive implementeret. Regeringen har også fået skabt  i samarbejde med Korea og Japan et netværk med overvågning af støvstorme.


Om det så fungerer er noget helt andet. Et kinesisk nyhedsbureau citerer Statens Skov Administration, som fortalt i 2007, at “mere end 20% af de landområder der er berørt af ‘ørkenficeringen’ er blevet behandlet og der er kommet kontrol med erosionen af agerjord i over 40% af de områder der plejede af lide under jorderosion førhen.” Og i 2014 fortalte the Daily Mail om disse resultater, at “en undersøgelse siger metoderne fungerer, trods tidligere kritik.” Dog siger the Economist at mange af træerne mistrives under de tørre, varme konditioner og man siger at det ikke går så godt  Og så er der endelig ‘den gyldne middelvej’ som BBC fortalte om i 2011. Skovdyrkningsprojektet fungerer - men det vil tage 300 år at få bragt det land tilbage som Gobi allerede har taget.


Uanset hvad, så giver Kina ikke op, men fortsætter. Men der altså ikke mange år før den oprindelige tidsramme overskrives.


Bonus Fakta:: Endnu en metode til at Kina kan få mere træ er ved at reducere brugen af spisepinde. Ifølge the Washington Post i 2013, bruger Kina mellem 57 - 80 milliarder spisepinde hvert år, og det kræver at der fældes 20 millioner træer om året.

tirsdag den 14. november 2017

Hyldest til løsladt terrorist på Cuba, en hån mod hans ofre

Hyldest til løsladt terrorist på Cuba, en hån mod hans ofre





Vi har netop erfaret at Oscar Lopez Rivera skal til Cuba for at modtage en særlig anerkendelse eller en pris, som det fortælles af en statslig nyhedsavis på øen:   
Iølge programmet forberedt for uafhængighedsaktivisten - den første efter hans løsladelse - vil prisen blive givet til Lopez Rivera ved Jose Marti Memorial,  på Revolutions Pladsen i Havana.
Ifølge  the Institute of Friendship with the Peoples, ICAP, vil Lopez Rivera deltage i en politisk-kulturel aktivitet mandag på stedet i Havana der har set mange solidaritetstilkendegivelser til støtte fpr sag.
Programmet inkluderer også en udveksling af studerende ved University of Havana’s Master Hall, besøg til provinser og til the Santa Ifigenia Cemetery i det østlige Santiago de Cuba, hvor han vil besøge mindesmærkerne for resternes af National Helten Jose Marti og lederen af Revolutionen Fidel Castro.


Er det ikke bare vidunderligt? Præsident Obama åbnede US ambassaden og nu inviterer Cuba en terrorist. Helt utroligt.


Mit gæt er at præsident Obama slap afsted med at benåde ham fordi de fleste amerikanere ikke ved, hvem denne mand er eller var.


Historien om ham begynder i 1974 da  FALN var en død- og voldsanvendende hejmelig terrorgruppe i USA, som beskrevet Politico:   
FALN var ansvarlig for over 130 bombeangreb i denne periode, herunder eksplosionen i januar 1975 på Manhattans historiske Fraunces Tavern, hvor fire blev dræbt og 63 såret. I oktober samme år, iværksatte man i løbet af en time 10 bomber i tre byer, skaderne løb op til en million dollars.
I august 1977 sprængte FALN en række bomber på Manhattan og 100000 måtte evakueres fra deres kontorer, en blev dræbt og seks blev såret.
I 1979, truede gruppen med at sprænge Indian Point atomkraftværket nord for New York City i luften. Senere sendte de et kommunike der advarede USA or at “huske ....at I aldrig har oplevet krig mod jeres livsvigtige anlæg, og at I har for mange atomkraftreaktorer.”
I 1980, stormede FALN medlemmer the Carter-Mondale valghovedkvarteret i Chicago, og George H.W. Bush kampanehovedkvarteret i New York, hvor man holdt ansatte som gidsler.  
I 1981, planlagde de at kidnappe Ronald Reagans søn, Ron.
Kort opsummeret. Gruppen var baseret på død og de mente det alvorligt - et frit og uafhængigt socialistisk Puerto Rico var deres fokus - og de kæmpede nidkært for at nå det.
Og nu bliver denne mand på Cuba anerkendt som en revolutionens ven.


Måske vil vi se et billede af Raul Castro, Lopez-Rivera, og Joanne Chesimard, kvinden der er dømt for at dræbe en New York State trooper.


Det er vanærende, men dette er hvad der sker når man åbner ambassader og ikke kræver noget som helst af den anti US regering som man handler med.     


P.S. You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

søndag den 12. november 2017

100 års fiasko med kommunisme, men mange holder ved

100 års fiasko, men mange holder dog fast



I årenes løb har vi cuba-amerikanere haft rigtig mange samtaler (ofte ophedede) om kommunismen og socialismen. Det er frustrerende at en ideologi der har ført til så megen elendighed, stadig har mennesker der er villige til at forsøge sig med det. Det må være noget i menneskets natur - noget der nægter at lære af fortidensfejl.

Jeg blev meget glad for at læse denne artikel af Robert Tracinski om kommunismen og hvordan mange lande er blevet smadret ved den:

Idag er det 100 årsdagen for Oktober Revolutionen der satte gang i et global terrorstyre med Kommunismen. (Sovjetunionen kalder det dog November Revolutionen p.g.a den russke kalender)
100 år med Kommunismen - og der opnåedes fire resultater for de mennesker der måtte døje under den: Fattigdom, undertrykkelse, krig og massedød.  
Lande hvor kommunismen tog over fra Kina til Rusland til Cuba og Venezuela blev enten plyndret for deres relative velstand og gik over til sult eller blev som et fængsel i årtier i forhold til den stadig større velstand i kapitalistiske lande - ofte deres naboer som havde samme geografi og kultur.
Tænk på kontrasten mellem Øst- og Vestberlin, mellem Cuba og Chile, mellem Kina og Hong Kong, mellem Nord- og Sydkorea.
Jamen, det er altså sandheden.

Lad os nu tage Cuba som det eksempel der ligger tættest på os. Det var ikke noget perfekt land - så langt fra, men ingen risikerede livet ved at skulle forlade øen på en tømmerflåde. Jo, korruption var et problem, men såmænd ikke mere end i andre lande i Latinamerika. Faktisk havde Cuba før Castro en masse tiltag mod det som Andrew Stuttaford skrev i 2016:
I den tidlige periode af landets økonomi var denne vokset ganske markant grundet salget af sukker til USA.
Cuba lå nummer 5 på halvkuglen i indkomst per indbygger, nummer 2 i livslængde, nummer 2 i privatejede biler og telefoner, og nummer 1 i antal TV per indbygger.  
Læsefærdigheden lå som nummer 4, 76% i Latinamerika.
Cuba lå som nummer 11 i verden i antal af læger.  
Mange privathospitaler og privatklinikker gav lægehjælp til de fattige.
Cuba's indkomstdistribution var langt, langt bedre end i andre lande i Latinamerika.
En stortivende middelklasse gav løfter om fortsat velstand og social udligning.
Det er præcis det Cuba mine forældre fortalte mig om og som familiebillederne bekræfter.
Billedresultat for old cuban flag

I dag må cubanerne leve med fødevarerationeringer fra staten. Sundhedssystemet er en joke medmindre man er venstreorienteret fra Vesten som Michael Moore, og ønsker at tro alt systemet fortæller om sundhedssystemet.

Og middelklassen eksisterer slet ikke i Cuba i dag.

I årenes løb har jeg hørt en frase: “Du var en af de rige, de mennesker der udnyttede de fattige,” eller sludder i samme kategori.

Faktisk er det så langt fra sandheden som noget kan være. Mine forældre var del af middelklassen som gjorde Cuba så fascinerende og attraktiv for immigranter der holdt af at komme på øen. Med andre ord, voksede mine forældre op på en ø hvor folk talte om fyren der nede af gaden der netop var flyttet til Europa for at få et bedre liv frem for naboen der pakkede sammen og tog mod et bedre liv i "el norte."

Da jeg gik i skole havde mine venner bedsteforældre fra Spanien, Libanon lande i Latinamerika og Kina.

Jeg kendte ingen der havde et familiemedlem i USA og levede at det som blev sendt fra syd.

Alt det ændredes i 1960’erne, da sønner og døtre af disse immigranter pakkede sammen og forlod stedet for at finde frihed og et bedre liv i USA. Og vi fandt det fordi USA ikke var en kommunistisk økonomi og land.

Så hvorfor falder så mange for dette skrammel der kaldes kommunisme eller socialisme? Hvorfor falder så mange mennesker for denne Ponzi Kulisse.?

Jeg kan ikke med sikkerhed sige det, men vort uddannelsessystem har måske noget med det at gøre. Måske fortæller vi ikke være skoleelever om hvor heldige de er over at de lever her.

PS: You can listen to my show (Canto Talk) and follow me on Twitter.

onsdag den 8. november 2017

Fedme en sygdom eller en karakterbrist?


Er fedme en sygdom eller en karakterbrist?

Fedme - det at være meget overvægtig er en tilstand der er genstand for meget diskussion - er det noget lægeligt eller er det moralsk svaghed?
Ingen betvivler at det at være meget fed har yderst alvorlige konsekvenser for livskvalitet og livslængde, men er det en sygdom og er lægerne de som skal hjælpe?
Man kan ikke svare entydigt på dette, for det må være indenfor - ikke det fysiske rige, men metafysikken. Man kan kun svare ud fra sine egne filosofiske formodninger og hvad man nu foretrækker fremfor empiriske beviser.   
Mange mennesker mener fedme er et massefænomen (den var måske lidt uheldig)ikke kun blandt amerikanerne men i den store verden og bevis på at mennesker sådan set ikke er ansvarlige som enkeltindivider for hvad de propper i munden , gnasker på og nedsvælger, men at de snarere er ofre for noget de ikke har kontrol over.
Hvis de ikke selv har et ansvar er det naturligvis langt vanskeligere at afgøre hvad de er eller kunne være ansvarlige for. Men dette noget diffuse synspunkt udtrykkes udmærket i en lederartikel i  the New England Journal of Medicine af en læge og ekspert i “kommunikation,” som jeg formoder må være det samme som ‘reklame og propaganda.’
Bekymringer [over de stadig flere fede i befolkningen] gav anledning til rapporten fra Institute of Medicine (IOM), “Øge indsatsen for at forhindre fedme: Løse nationens vægtproblem” Den skelsættende rapport og den efterfølgende HBO dokumentarfilm,  “The Weight of the Nation,” præsenterer et kraftfuld bevis på at fedmeepidemien har ført til strukturelle forandringer i vort miljø, frem for at komme ind på at det jordnære, at årsagen er elendige valg hos individer.
I artiklen følger så, som man måske kunne forvente, nogle afsnit om hvordan man formulerer sig, og her fremholdes at det er vitalt ikke at stigmatisere de fede, fordi de jo ofte har det skidt med at være fede. Det er ikke godt ex hypothesi, at være fed, men åbenbart er det endnu værre at have det skidt med at være fed - en følelse der kunne, formoder jeg, føre til at fede æder endnu flere Krispy Creme doughnuts.
Så vi når nok det tidspunkt da mennesker der vitterligt er fede, så ikke er fede alligevel på grund af de spiser for meget, men de spiser fordi de er fede. Nietzsche ville have fundet denne årsagsrelaterede argumentation yderst interessant..
Som mange vel ved så har der været endnu en historisk forandring: Fedme var engang den riges problem, men nu er det epidemiologisk set den fattiges problem.

Besynderligt nok, i lyset af den generelle benægtelse af det personlige ansvar for egne handlinger, har der været stadig flere forsøg fra læger og offentlige sundhedsmyndigheder om at betale, eller bestikke den fattige til at opføre sig ‘sundt’ for eksempel opgive rygning.

Der har været eksperimenter hvor man har givet stofafhængige penge til at betale for stofferne, enten i kontanter eller i stoffer. Man har hævdet der har været en vis succes i disse metoder, og således som the British Medical Journal udtrykker det, “At benytte kontant incitamentet for at opmuntre til sundere livsførsel hos de fattige er blevet hyldet som Guldægget i global sundhed.”

Men kontant betaling kan kun fungere hvis mennesker er i stand til at tage fornuftige valg. Hvordan kan vi så løse den modsætning? Jeg tøver med at citere en doktor i filosofi fremfor en doktor i medicin, men her er så hvad Karl Marx havde at sige:

"Mænd skaber deres egen historie, men ikke som det dem behager; de skaber den ikke under omstændigheder de selv vælger, men under omstændigheder direkte givet, overført og stammende fra fortiden."

Det er kun offentlige sundhedslæger og eksperter i kommunikation der er fri for sådanne hæmmende bånd, og de skaber historien for andre mennesker.



søndag den 5. november 2017

Guldring i kredsløb om Månen - helt bogstaveligt

Guldring i kredsløb om Månen - helt bogstaveligt



Manden på billedet er Ken Mattingly, og han har været, hvor du aldrig har været - Månen. Mattingly er ikke nær så kendt som Apollo 11 heltene Neil Armstrong, Buzz Aldrin, eller Michael Collins (som sådan set heller ikke er særlig kendt, men burde være det).

Men tre år senere i 1972 efter Appollo 11’s succes var Mattingly med på en rejse tur-retur sammen med to andre. Hans kolleger på turen var John W. Young og Charles Duke der blev den 9. og 10. person der vandrede på Månens overflade - Mattingly blev tilbage i moderskibet i kredsløb om Månen. Men Mattingly gjorde noget ingen andre månevandrere havde gjort nogensinde.

Han tabte sin vielsesring i rummet.

Hvis du har set video af astronauter i vægtløs tilstand vil du have lagt mærke til at genstande flyver i retninger de ikke ville gøre her på Jorden.  (Her er en video af astronaut der tager en floppy disk ud af en computer) At holde øje med genstande er noget man skal være opmærksom på, for der kan ske utilsigtede ting.

Ifølge Duke i dette interview, blev Mattingslys ring, på anden dag af missionen ‘offer’ for en af disse utilsigtede hændelser. Mattingly var i bad - et bad med badesvamp - der sådan set er ret så fornuftigt omstændighederne taget i betragtning - og lagde alt tøjet i en pose. Det gjaldt også hans vielsesring, men da Mattingly åbnede pose og klædte sig på igen, var ringen der ikke længere. Og selvom rumskibet var lille fandt han den ikke.

To dage senere ankom Apollo 16 til Månen - og ringen var stadig ikke fundet, Duke og Young tilbragte tre dage på Månen, og da de kom tilbage til moderskibet ledte Mattingly stadig efter sin ring. Den synes tabt for evigt, godt skjult mellem al isenkrammet.

Og så den 9. dag dukkede ringen op -- og forsøgte at ‘flygte.’ Duke og Mattingly var begge på rumvandring udenfor rumskibet. Så var det, som Wired fortæller, at Duke fik øje på ringen.
Da han (Duke) var på vej tilbage til modulet fik han øje på noget - en lille glimtende genstand i sollyset - den fløj langsomt ud af lugen. Han strakte sin store handske frem for at gribe ringen men nåede det ikke. “Nuvel” tænkte han, “den er ‘lost in space’”

Duke, Mattingly, rumfatøjet og ringen fløj gennem rummet med 3000 fod i sekundet, men i fraværet af vindmodstand, som Duke udtrykker det, “flyver genstande afsted sammen.” Den ‘frigjorte’ ring var på vej ud i det store mørke intet.

Men skæbnen havde noget andet i tanke

Duke kom tilbage til modulet, Mattingly var stadig på rumvandring, i færd med et biologisk eksperiment cirka et par meter borte, dog forbundet med modulet med en fleksibel stang. Som Duke genfortalte det i interviewet: “Fløj ringen langsomt ud - det tog cirka tre minutter - og den endte med at ramme Mattingly i nakken.” Og trods det usandsynlige betød ‘slaget’ at ringen “gik på en 180 grader drejning og begyndte at flyve tilbage til modulet og ind af lugen.”

Duke, der stod indenfor, greb ringen før den forsvandt igen.

Bonus fakta: : Dit eget køkken er ikke nær så eksotisk et sted at miste sin vielsesring som et rumskib, men det kan dog føre til det mest pudsigenår den findes igen. En svensk kvinde ved navn Lena Paahlson mistede sin ring i 1995 under madlavning. 16 år senere dukkede den op på - en gulerod i hendes have.
Lena Paahlsson's wedding ring-
Hr. og fru Paahlson “troede ringen var faldet ned i vasken i 1995 og forsvundet i grøntsagsaffaldet der derpå blev komposteret eller givet til deres får.”

torsdag den 2. november 2017

Ældre bliver oftere og oftere forbrydere

Ældre forbrydere et stort problem



Hvis man skulle lave en topliste over antallet af fængslede da ville United States med lethed ende i toppen med over 700 bag tremmer per 100000 indbyggere. Rusland fængsler cirka 500 per 100000, Singapore lige under 250, Frankrig cirka 100, og langt nede på listen er Japan med 55. (Her er hele listen)


Selvom det kan se ud til at Japan ligger virkelig lavt, så kunne det dog være bedre. En kriminalitetsbølge der begyndte i 2009 fik fængslingsraten til at springe fra 48 til 60 per 100000.


Forseelsen? Butikstyveri. De kriminelle? Ældre mennesker.


Japan har en udbredt ældre befolkning, med cirka 20-23% af alle japanere i alderen 65 eller derover, og med 10% over 75 eller ældre. (Til sammenligning, er cirka 13% amerikanere 65 eller ældre). Den hurtige vækst i andelen af ældre borgere er voldsom sammenlignet med andre nationer (som det kan ses her), og denne forvandling i befolkningsdemografien kaldes “Koreikashakai” der bogstaveligt betyder “et samfund af ældre.”


Årsagerne til dette er mange. I Japan fødes ikke mange børn, med kun 1,5 barn per kvinde som i 1993 og det bliver ved med at falde -- det var 1,39 ifølge CIA World Factbook. (Det der skal til for at opretholde et befolkningstal - i et industrialiseret landet - er typisk cirka 2,1; dermed er 1,39 virkelig utroligt lavt.) Se også denne artikel på synopsis.


På den anden side er Japans dødstal meget lavt, hvilket altså fører til at alle bliver ældre. De to tal er forbundne og fører til en stadig større andel af ældre.




Som grafen viser, er det noget skræmmende. Og det er også skræmmende hvis du er en af de ældre, der netop har færre og færre arbejdsduelige unge til at sørge for eller hjælpe dem.


Hvilket er årsagen til at de ældre er begyndt på at stjæle i butikkerne. Mange, som denne 50+ årige mand i denne BBC video havde ikke penge til at købe sig mad. Han er ikke noget særsyn. Butiksbestyreren som BBC interviewede anslog at cirka 80% af butikstyvene, som han møder fem eller seks gange om ugen er over 60 eller ældre.


En journalist fra  Associated Press  talte med en indsat der er sidst i 60’erne som var ved at være færdig med en dom på 3,5 års fængsel, men som helst ikke ville løslades: “Jeg er nervøs for at der ikke vil være arbejde for en som mig.” Fængslets forhold - for at benytte udtrykket mildt - er ikke dårlige. De indsatte får tre måltider om dagen og et bad “to gange om ugen” sammen med husly i et sådan set sikkert miljø.


Men økonomisk tryghed er ikke den eneste grund til ‘bliv fængslet’ bevægelsen. I 2009 rapporterede Japan Times om et studium udført af Tokyo politiet der åbenbarede at næsten en fjerdedel af de ældre butikstyve følte sig ensomme. Ganske chokerende viste det sig at 40% af butikstyvene på 65+ som politiet afhørte sagde de levede alene og mere end halvdelen sagde de ingen venner havde.  


Bonus fakta: I Brasilien har man i en bestræbelse for at bekæmpe analfabetisme blandt indsatte i fængsler tilbudt et - ‘en-bog-for-en-tidlig-løsladelse’- program i 2012 ifølge Globe and Mail, der kunne give den indsatte en nedsættelse på fire dage af dommen, med maximum 48 optjente dage om året.

mandag den 30. oktober 2017

Brug endelig ikke Axe i skolen






Brug ikke Axe i Skolen


Forleden fejrede the United States Labor Day, der markerer den uofficielle ende på sommeren -- og for unge mennesker rundt om i landet begyndelsen af det nye skoleår. Mens nogle er glade for at vende tilbage til bøgerne og lærerne (og ikke mindst deres venner) leder andre efter en undskyldning for ikke at møde op i klasseværelset. Undertiden sker det dog helt tilfældigt.
Årsagen? Dette.




Det er Axe Body Spray. Hvis du nu ikke ved det så er det altså en deodorant - i det mindste officielt. Men i praksis benyttes det mere som en cologne eller gammeldags parfume og hovedsageligt at teenagere, og ikke mindst teenagedrenge. Og de benytter den i rigelige mængder. Søg blot på internettet for nogle Axe relaterede emner og du vil blive klar over det., Her er nogle få af dem der på sarkastisk vis fortæller historien.












Vil du have mere? Så klik her. Men du har nok fattet pointen - mellemskole og gymnasiedrenge (og fyre der hedder Brett der er som besat af CrossFit) har tendens til overdreven brug af Axe midlerne og håber af kunne få en kæreste - dog virker strategierne sjældent. Men det er sjældent Axe der giver anledning til advarsel.

Sjældent, men ikke aldrig.

I oktober 2003, demonstrede sjetteklasses elever ved Medgar Evers College Preparatory School in Brooklyn problemet. En del af dem var begejstrede ud over det almindelige for Axe, og en af dem fik en ide der gik galt - den gennemtrængende duft fandt vej til lærernes næser, der vidste der foregik et og andet, men ikke lige kunne sætte fingeren på, hvor duften kom fra. Som the New York Post rapporterede, "kom nødhjælpspersonale til skolen for at se nærmere på den skadelige duft,’ man frygtede nemlig det værste men fandt intet andet end Axe. Når det er sagt og for at være på den sikre side, “Transporterede EMS otte elever til hospitalet, og forældre til to elever kom til deres egne læger.”

Utroligt nok er denne tilsyneladende overreaktion ikke unik. I maj samme år blev en elev på en skole i Pennsylvania bedt om at holde inde med at sprøjte med materialet efter, ifølge Yahoo News, en elev fik en allergisk reaktion. Unilever der fremstiller Axe sagde de var ved at undersøge sagen.
Et år før denne hændelse blev en skole i Connecticu evakueret efter en sky af Axe havde igangsat brandalarmen. Brandmajoren forklarede  situationen for den lokale presse: "Det var et barn i omkædningsrummet der benyttede en bodyspray og skabte en sky af den lige under sensoren. Skyen kunne igangsætte brandalarmen, damp fra badet kunne igangsætte den. Det ser ud til han brugte alt for meget og de sagde det var Axe Body Spray. "

Så unger lad Axe blive hjemme.
Bonus fakta: Unilever's Axe-fokuserede marketingshold lancerede produktet i midt 1980’erne. De designede reklamer der, ifølge deres forskning, ville appelere til det Business Insider betegnede "den usikre novice" -- den unge mand der “absolut ingen fornemmelse har for hvad han har gang i” overfor unge kvinder og for hvem “det meget hurtigt bliver pinligt.” Unilever troede af de Usikre novicer “let ville blive overtalt til at købe produktet der kunne afhjælpe føelesle af at være en nørd.”

Reklamekampagnen fungerede langt bedre end forventet, salget eksploderede hurtigt. Men der var en uventet konsekvens af denne succes. Ifølge Business Insider, måtte Unilever "nedtone en smule det at appellere til den Usikre Novice, fordi Axe nu havde fået et ry for at være et produkt som kun tabere benytter.”
Related Posts with Thumbnails