mandag den 22. april 2013

USA og Storbritannien fulgte Moskvas ønsker - millioner døde

USA og Storbritannien følger Moskvas ordre (Hollywoods manglende film)





Del 5 i en serie på 6.


Krig er et Helvede. Det ved enhver.


Det er bare sådan at nogle områder af enhver krig der påføres uskyldige civile er så helvedesagtige så de efterlader varige psykologiske år på de som var heldige at overleve.


Forestil dig denne mareridts scene:


Mænd, kvinder og børn der mente de havde opnået håb om et liv i frihed, nogle slog sig ned i deres nye omgivelser i årevis og bliver så helt uventet jagtet og smidt ud af deres hjem for enden af et våben (af de som de troede var deres nye “venner”) og smidt tilbage til deres oprindelige hadede herskere for at møde den visse død. Er dette en eller anden skrækfilm om 2. Verdenskrig? 
 


Den manglende film


Nej, uheldigvis er det en sand beretning. Men ulig andre berygtede storsælgere om 2. Verdenskrig er dette en som Hollywood producenterne og skribenterne ikke har udvist den mindste interesse i at dramatisere. Fantasér, om du vil, om et filmstudie der faktisk skabte en produktion om slagtningen af to millioner flygtning der - til deres store rædsel - fandt at deres flugt ville blive forhindret dem - at de selvsamme mennesker (US og briterne) der tidligere synes at byde dem velkommen.


Enhver film der dokumenterer den sande historie ville være en kassesucces og ville rejse nogle spørgsmål blandt den amerikanske offentlighed om svigtet, bedraget af millioner af flygtninge af de britiske og amerikanske styrker under ordre fra de højeste med magt hos de som ledede de frie Vestens nationer ved slutningen af krigen. Resultatet? Millioner af anti-kommunist russere og andre bag Jerntæpper (hvis fortællinger ville have ydmyget Sovjetunionen) blev dolket i ryggen.


Det er rigtigt. U.S. og britiske ledere dansede efter Josef Stalins onde fløjte. Nej, dette er ikke nogen tilfældighed. Som den tidligere U.S. Forsvarsminister James Forrestal skulle have bemærket på den tid, “Hvis vore embedsmænd blot begik fejl, så ville de af og til lave en der kunne gavne os.”


Stalin's hemmelige agenter


På ingen måde var dette en fejltagelse. I deres nye bog Stalin’s Secret Agents dokumenterer M. Stanton Evans og Herbert Romerstein, hvordan det skete som planlagt. Præsident Franklin D. Roosevelt omtalte lige op til konferencen på Jalta i 1945, at han var sikker på han og Stalin kunne skabe et ‘lykkeligt’ efterkrigstids forhold, og derfor ville FDR gå frem hen mod dette mål ved at give massemorderen i Moskva “alt det han ønsker.”


Det var hvad der skulle til for at opmuntre “Stalin’s Secret Agents” indenfor i U.S. Regeringen. De gik i aktion og satte det forræderriske program i bevægelse. Forfatterne anfører navne, herunder Harry Dexter White, hvis “Morgenthau/White” planlæggere var værktøjet der benyttedes til at udføre Josef Stalins ønsker. (se del 3 i denne serie.)


White, en Sovjet agent, var med i ringen af stalinist infiltratorer i Washington der øvede indflydelse på U.S. regeringens beslutninger til fordel for Sovjet massemorderens målsætninger. Andre infiltratorer i U.S. regeringen der koordinerede den Røde aggression omfattede Alger Hiss, der rådgav Roosevelt på Jalta, hvor de anti-kommunistiske flygtninges skæbne blev forseglet. Andre igen der arbejdede indefra med U.S. beslutningstagerne omfattede Lauchlin Currie ved Det Hvide Hus; og Owen Lattimore ved Office of War Information (OWI) og det pro-kinesiske Communist Institue of Pacific Relations (IPR).


Meningen med Operation Keelhaul


Aftalen mellem USA og Storbritannien om at sende cirka 2 millioner anti-kommunist russere tilbage til Moskva var et bevidst dolkestød i ryggen. Overlagt mord, ved at sende disse uskyldige direkte i døden. Kodenavnet der benyttedes i kredse i USA om det skændige kæmpebedrag siger det hele: Operation Keelhaul.” Som Evans og Romerstein forklarer det, “Sammenligningen var med den barbariske form for straf for søfolk, hvorved misdæderen blev trukket nedenunder skibets køl, og ved torturen led en pinefuld død.” (På skibssider og køl under vandoverfladen vokser ofte rur der er kendetegnet ved skarpe kanter, og når sømanden således blev trukket under skibet blev hans krop flænset - synopsis-kommentar)




Bogen citerer en britisk “skyd for at dræbe” ordre i det tilfælde at flygtningene gjorde modstand som mange af dem gjorde. De vidste nemlig at den sikre død ventede dem i Sovjetunionen. Mange begik selvmord, nogle slog først deres børn ihjel.


Den britiske udenrigsminister Anthony Eden (senere premierminister) sagde det var britisk politik at sende alle russerne hjem uanset om det ønskede det eller ved tvang om nødvendigt. Han anerkendte yderligere at “vi vil sende nogle af dem i døden.” Udtrykket “nogle af dem” skulle meget sandsynligt have været “dem alle.” Om nogen overlevede så kan jeg ikke finde nogen beretning om det, hverken ved dokumentation eller fortællinger.


Grew: en god mand taler ud


Stalin's Secret Agents har nye detaljer om modstanden med Operation Keelhaul af veteran State Department embedsmanden Joseph Grew.


Da præsident Roosevelt (sammen med sin uerfarne Udenrigsminister Edward R. Stettinius og Sovjet agenten/ ansat i udenrigsministeret Alger Hiss) var på vej til - eller var ankommet til Jalta, blev hr. Grew kontaktet af Sovjet i Washington for “at opnå godkendelse for returneringen af flygtninge med Sovjet nationalitet i USA varetægt.”


Joseph Grew en veteran i Udenrigsministeriet, hvis arbejde gik 40 år tilbage til den første Roosevelts (Teddy) administration forkastede uden forbehold anmodningen. Han blev senere dybt chokeret over at erfare at hans beslutning var blevet forkastet på højere regeringsniveauer.
 
Medforfatteren Stan Evans har kulegravet og reproduceret i bogen en kopi af et telegram, hvori Grew protesterede mod Operation Keelhaul aftalen, og at den krænkede Geneve Konventionen og amerikansk diplomatisk praksis. Ikke desto mindre overhørte U.S. embedsmænd på Jalte Joseph Grew’s humanitære indstilling. De var djævleblændt forhippede på “at give Sovjet det de ønskede.” (læs også denne om Grew på synopsis)


To andre noter af interesse


1 – Stettinius synes på det tidspunkt at være totalt uvidende og uerfaren. Evan’s modige forskning har givet anledning til reproduktionen af et dokument i Stalin’s Secret Agents der viser den nyligt udnævnte Udenrigsminister Stettinius, der ihærdigt benægtede ( i samtaler med historikeren Walter Johnson) at han nogen sinde havde kendt noget til om “tvungent arbejde” blev aftalt på Jalta. Dog i et tidligere telegram der forkastede Grews omtale af Geneve Konventionen, synes Stettinius at være meget vidende og beslutsom i at irettesætte Joseph Grew og i at beordre at Stalins ønsker i sagen skulle imødekommes.
(se eventuelt denne om Grews indstilling til a-bomben)


2 – Det er blevet hævdet at præsident Roosevelt knap kendte Alger Hiss forud for sidstnævntes udnævnelse som rådgiver ved Jalta Konferencen. Hvis det er tilfældet, hvorfor bad præsidenten så specifikt - ved navn - om at Hiss (der jo som det senere blev vist var Sovjet agent) fulgte med ham til Jalta? Den lidt kendte kendsgerning er blevet omtalt men ikke forklaret. Muligvis er dette derfor Roosevelt og/eller Hiss er døde uanset hvad forklaringen er. (Læs denne spændende teori om Roosevelts død - synopsis-kommentar) 
Eftermælet



Ønsket fra til dels Roosevelts side - og i mindre udpræget grad den britiske premierminister Winston Churchills - at “give Stalin det han ønsker” - har bidraget til en vej belagt med tilbagevendende katastrofer der plager os til i dag.


Hvis de to millioner uskyldige mænd, kvinder og børn blandt Operation Keelhauls familier havde fået lov til at forblive i den frie verden hvor de havde søgt tilflugt fra Moskvas lænker, så ville de med stor sandsynlighed have kunnet vise for det uvidende Vesten omfanget af Sovjets bedrag. Det er helt klart derfor Stalin beordrede dem tilbage.


Her i USA kunne de overlevende flygtninge have givet mere virkelig nødvendig støtte til Alexander Solzhenitsyn og andre russiske dissidenter anstrengelser, til skribenter og aktivister der forsøgte at advare os om størrelsen af truslen fra Sovjet, som Stalin og hans efterfølgere forsøgte at tage op, hvor Hitler blev hindret.


Faktisk var Hitler blot lærling når det drejede sig om planer om at beherske kloden (militært og eller ideologisk). Mesteren var Stalin. Det er vel ikke nødvendigt derfor at nævne at læreren plejer at være den mest professionelle.


Måske ville mange af de undslupne uskyldige med tiden have kunnet indtage embeder her i USA og, med en evne til at øve indflydelse på borgerne i deres adopterede land forstærke en større forståelse for de aggressive teknikker der anvendtes af kommunismen og senere ‘giftige’ bevægelser der dukkede op efter Sovjets fald.


Måske kunne en af de overlevende flygtninge være endt i Hollywood og produceret en film der kunne fortælle beretningen om Operation Keelhaul. Tinseltown har produceret dusinvis af film, og det i årtier, der forhåner House Committee on Un-American Activities som hævn for komitteens afsløring af kommunistiske skribenter og producere der bombarderede filmtilskueren med pro-Sovjet propaganda. Kunne man forestille sig blot en film der skildrer forræderiet som var Operation Keelhaul, og som kunne få publikum til at vågne?


Skammen

Operation Keelhaul var en kujonagtig kapitulation af USA og den britiske ledelse - en mere vanærende handling der efterlader sig et eftermæle af svigt. Ikke kun var det en ubegribelig forbrydelse mod ofrene, men den hjalp også med til at svække frihedens sag i årene der fulgte. Skamfuldt. Der er mere - det kommer vi til.


Her er de første artikler i serien:

Læs del 2. her:
Læs del 3. her:

Læs del 4. her:

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails