onsdag den 13. marts 2013

Da Frankrig mistede sin kronjuvel - Algeriet

Da Frankrig mistede sin Kronjuvel
           
Joseph A. Harriss

50 år efter kæmpes der stadig med at komme over rædslen og skammen ved Algier krigen.  
      
Da jeg stod af et Air Algerie fly i Algier’s Dar el Beida lufthavn for lang tid siden som en ung nyhedsmagasin korrespondent, var Algeriet netop blevet uafhængigt efter 130 år som en fransk koloni. Jeg forventede at det nyligt skabte Den Demokratiske og Folkelige Republik Algeriet - altså “hverken demokratisk, eller republik, og helt sikker ikke folkelig,” snerrede den udenlandske presse - ville være et arabisk land fyldt med turbanklædte mænd med faste blikke, mystiske tilslørede damer, knejsende minareter med muezziner der kaldte de troende til bøn, og med forhåbentligt, eksotiske mavedanserinder der optrådte til trommerytmer i Kasbahen. Jeg fandt noget at det, skønt puritanerne fra revolutionen forsøgte at indføre “Arabisk Socialisme” og ikke så med velbehag på mavedans.

Jeg erfarede dog snart at denne del af Maghreb kun meget lidt ligner Arabien. Store byer med arkitektur der lignede Dijon eller Le Mans, med navne som Philippeville, Oran og Constantine. De fleste mænd i byerne var iført habitter, de unge kvinder miniskørter. Katedraler og kirker var flere end moskeerne, og tjenstivrige tjenere elskede at være travlt beskæftigede med detaljer - en parodi på deres franske forgængere.

Udover at udviklingen i den nye nation gik i stå, så var det store spørgsmål om Sovjetunionen ville lykkes med en kommunistisk magtovertagelse, eller i det mindste overbevise den anti-Vesten algeriske regering om at lade dem bygge luft- og flådebaser der. Fra terrassen fra min lejlighed med udsigt udover Algiers Bugten kunne jeg se fragtskibe med Hammer og Segl på skorstenene og navne som Yuri Gagarin, ankomme med last dækket af presenninger, der på dækket. MIG-15 jagerfly fra Sovjet og intel kilder fik mig til at undre mig over om de ville være bemandet med russiske eller algeriske piloter. Lignende skibe lagde til i store havnebyer ved Mers-el-Kebir, hvor sovjetterne håbede at oprette en strategisk ubådsbase i Middelhavet.

Deres forhandlinger med en klog 30 årig blåøjet Berber ved navn Abdelaziz Boutelika, der nød at være en slags udenrigsminister, førte i sidste ende ingen steder hen, skønt han var i stand til at indhøste visse goder fra dem før han sendte dem tilbage til Moskva.
 
2013 Boutelika og Hollande
Kendt for at køre op og ned af Avenue Pasteur i sin regeringslimousine på jagt efter smukke piger han kunne invitere ombors, skulle Bouteflika senere blive dømt for at få tusinder af dollars fra fonde til at forsvinde, dollars der eller skulle gå til Algeriets ambassader. Han var afhængig af FLN (National Liberation Front) for sin politiske magt og kammerater fra hæren der havde bekæmpet franskmændene. Han havde den perfekte profil til at blive det anti-Vestlige ikon for FN, og som 37 årig blev han valgt som præsident ved den 29. Generalforsamling i 1974.

Bouteflika blev præsident i Algeriet i 1999, og det er nu hans tredje femårsperiode. Det var i denne rolle han så på det kinesisk designede fyrværkeri over havnen i Sidi Fredj, 40 kilometer vest for Algiers den 5. juli - 50 års dagen for landets uafhængighed af Frankrig. Det igangsatte en årelang, 2,4 milliard dollars række af mindeceremonier, seminarer, konferencer og publikationer der vil hylde befrielsen fra den franske besættelse af det største land i Afrika og den arabiske verden.

Okkupationen begyndte i 1830, da 30000 soldater landede på de samme kyster ved Sidi Fredj. Deres overlegne våbenmagt gjorde det let at overvinde de Osmanniske styrker der, og i processen fangede. og efterfølgende grillede soldaterne 60 kameler. Årsagen til  invasionen var noget mager som den britiske historiker Martin Evans opregner i sit værk Algeria: France’s Undeclared War (Oxford University Press). Da Algeriets Dey, Khodja Hussein krævede tilbagebetaling af lån som Frankrig havde optaget under Napoleonskrigene nægtede den franske konsul. Derpå klappede Dey’en ham symbolsk med en ceremoniel vifte og kaldte ham en “ond, troløs, afgudsdyrkende slyngel.” Frankrigs gengældelse blev med tiden en gennemført kolonisering som Bouteflika har sagt, “medførte folkemord på vor identitet, på vor historie, på vort sprog, og vore traditioner.”

Franskmændene har forudsigeligt nok et helt andet syn. Ved at erklære, i 1880, Algeriet som en integreret del af Frankrig på linje med Normandiet, eller Burgundiet, skabte de en infrastruktur med veje og jernbaner, samtidig med de byggede skoler og hospitaler og skabte en moderne administration. De holdt af at sige at Middelhavet flød gennem dette Storfrankrig som Seinen flød gennem Paris.

Så sent som i 1954, erklærede en franske indenrigsminister og fremtidig præsident Francois Mitterand, “Algeriet er Frankrig. Fra Flanderen til Congo, er der en lov, en eneste nation, et eneste Parlament.” Der var noget over 1 million franske bosættere der, overbevist om at de boede i Frankrig. Dette var Kronjuvelen i Frankrigs koloni-imperium.

Men Frankrig forsøgte at holde historiens tidevandsbølge tilbage. Kollapset af Europas imperier var udpræget i det 20. århundrede, og som Storbritanniens premierminister Harold MacMillan så rigtigt benævnte så uundgåeligt som at “vinden skifter. Det Østrig-Ungarnske Rige, Det Tyske og de Osmanniske kolonier blev tabt i 1. Verdenskrig, og Storbritannien og Frankrig opgav deres greb om en stor del af verdens befolkning efter 2. Verdenskrig. Men mens briterne overdrog magten til nye stater i Afrika og Asien relativt fredeligt og efterlod solide regeringsinstitutioner, så holdt Frankrig stædigt fast, indtil ydmygende nederlag, tvang dem ud af Vietnam og Algeriet. Af alle de konflikter der fulgte med afslutningen på europæisk kolonialisme, var den otte lange krig i Algeriet der begyndte i 1954, den mest brutale og tragiske.

Delvist var det fordi en borgerkrig er det mest hadfyldte, og dette ofte lignede en kamp bror mod bror, med en tjenerstab der i løbet af natten slagtede deres herrer og børn. Men mest var de fordi Paris betragtede Algeriet, med dets størrelse og store olie- og gasreserver som symbolet på landets bevarelse som verdensmagt. Tilmed var Frankrig i defensiven psykologisk. Man var blevet ydmyget af preusserne i 1870, besat af Nazi Tyskland i 1940, sparket ud af Vietnam efter massakren ved Dien Bien Phu i 1954. National gloire og den franske hæres stolthed dikterede at den måtte stå hårdt imod i Algeriet.

Muslimsk fortørnelse over franskmændene havde slumret lige siden invasionen, og oprørerne benyttede de våben de kunne få fat på: Økser, knive og sabler blev lejlighedsvis benyttet til at hugge hænderne af bosættere, skåre halse over, flænse bryst op. De franske styrker reagerede med bomber, tilfældige henrettelser og offentlig ydmygelse som at få tilfangetagne muslimer til at råbe, “Vi er Hunde!” Men oprøret accelererede helt uventet i 1942. Besynderligt nok skyldtes det De Allieredes landgang i Nordafrika.

Algerierne kunne godt lide de amerikanske uniformer, deres jeeps hurtighed, smagen af deres tyggegummi. Så betragtede de, hvor let G’erne fejede Vichy tropper til side, der kun kortvarigt gjorde modstand, og dermed fik franskmændene til at ligne tabere. De bemærkede de nærmest uformelle demokratiske forhold der var mellem officerer og deres underordnede. Og så læste de amerikanske brochurer der blev kastet over Algeriet: “Vi kommer til Dit land for at befri Dig fra erobrernes greb, de som søger at frarøve dig dine suveræne rettigheder, din religiøse frihed, og retten til at føre dit liv i fred,” (Hvem de ‘erobrere var, blev ikke nævnt helt specifikt, men algerierne havde deres egen ide om det). Den franske sag fik heller ikke megen hjælp af Atlantic Charteret der gik ind for at alle folk skulle vælge deres egen form for regering. Franklin Roosevelt betonede i et privat møde med Sultanen af Marokko: “Alt må være bedre end at leve under franske kolonistyre,” sagde han. “Burde et land tilhøre Frankrig? Efter hvilken logik og efter hvilken sædvane og med hvilken historisk regel?”

Krudttønden Algeriet gik i luften den 1. november 1954, da FLN offensiven begyndte med bomber over hele landet som efterlod adskillige døde. Så fulgte otte år med vildskab, uforfalsket terrorisme som ikke hidtil set selv i vor nuværende tidsalder med terror. Udover nedslagtningerne af franske bosættere - deres lig blev ofte efterladt lemlæstede med øjnene stukket ud, afskårne kønsorganer proppet i ligenes minde -- FLN gav sommetider uskyldige muslimske landsbybeboere den samme behandling for at få dem til være bange, og støtte dem, mere end franskmændene. Den franske hær svarede igen med dør til dør ratissages for at indfange oprørere, tortur af mange for at få information. Den franske tilgang til at vinde hjerter og sind omfattede waterboarding, elektriske chok, og at tvinge både mænd og kvinder til at sidde på, og dermed ‘pælfæste’ sig på vnflasker med afhugget top.

Det afgørende vendepunkt kom marts 1957 med Slaget om Algier, som blev gjort berømt i Gillo Pontecorvos uforglemmelige film fra 1966 med samme navn. Ikke som byguerillakrigsførelse med gadekampe var den baseret på 'slå til og forsvind' taktik og terrorisme - et Algeriets Dien Bien Phu designet på at tvinge Frankrig til at indlede forhandlinger om uafhængighed.

Bomber ofte placeret af kvinder og piger eksploderede helt tilfældigt over hele byen, især på cafeer, biografer og teatre. Som FLN lederne sagde, “En bombe slår 10 ihjel og sårer 50 andre og det svarer psykologisk til tabet af en fransk bataljon.”

Frankrig svarede igen med mere tortur og offentlige henrettelser, man smed lig fra helikoptere ud i bugten. I maj 1958 var den franske hær, der fornemmede deres landsmænd vigende politiske beslutsomhed i oprør. En lille deling af hårdkogte generaler truede med at lade faldskærmstropper kaste ned over Paris for at få Charles de Gualle til magten i håbet om at han ville støtte dem i deres krav om af Algeriet var Frankrigs.

De Gaulle kom tilbage til magten dog uden forpligtelser, fløj til Algiers for at tale til begejstrede mængder med den berømte sætning, “Je vous ai compris” (Jeg har forstået Jer). Bevidst dobbelttydig, så betød den ingenting. Men med den fik han købt sig tid for at se om USA ville støtte hans brug af magt for at holde fast på kolonien. Præsident Eisenhower gjorde det klart under et besøg i Paris i september 1959, at i troskab mod Amerikas anti-koloni tradition, så var han ikke med på det. De Gaulle vidste da at spillet var forbi. I marts 1962 underskrev han en traktat med FLN der gav Algeriets sin uafhængighed. Det franske imperiums æra var ved sin afslutning.


I dag forsøger Frankrig og Algeriet at få bragt en afslutning på den ikke erklærede krig, der kostede cirka 30000 franske soldater, og som Algeriet hævder, dræbte 1,5 millioner algeriere (historikere mener tallet snarere er 350000). Forsøg på en venskabstraktat er begrundet med Algeriets fastholden af, at Frankrig officielt undskylder og anerkender sine “forbrydelser.” Det er for meget for Frankrig, der i årevis med benægtelser kun har kunnet få sig selv til at henvise til konflikten med den noget dunkle betegnelse “begivenhederne.”

Så følsomt er emnet stadig, at en pensioneret general mistede sin Legion ‘dHonnery efter han åbent beskrev at tortur og drab på fanger var “nyttigt og nødvendigt.”

En mindeudstilling ved den franske hærs museum ved Paris’ Invalides benytter filmarkiverne, fotos og tilbageholdte FLN dokumenter til at genfortælle hærens 132 år i Algeriet. En diskret håndfuld af ikke tidligere offentliggjorte fotos løfter et hjørne af sløret om sandheden: En algerier bundet og lagt under en træstamme, der bliver banket på fodsålerne; franske officerer der griber en anden ved halsen.

Franskmændene har brug for mere tid til at forlige som med krigens rædsler, skammen over tabet, og Frankrigs noget blakkede ry som menneskerettighedernes forkæmper. Som det konservative Le Figaro gjorde opmærksom på ved begyndelsen af markeringen af årsdagen for den pinlige konflikt, “Hvad er budskabet i denne mindestund? Er der nogen til os? Hvad kan vi sige og hvordan kan vi sige det? Hvordan har vi det med hensyn til Algeriet, til et land hvor vore relationer aldrig er helt enkle?” Det kan vare 50 år endnu før Frankrig kan svare på de spørgsmål.
       
               
Joseph A. Harriss is The American Spectator's Paris correspondent. His latest book, An American Spectator in Paris, will be released this fall.

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails