Til fods - mod friheden

Til fods  - destination - Amerika
           
Jeffrey Lord        
                    

Schmuel vidste det.

Schmuel var Schmuel Gelbfisz, født i Warszawa, Polen juli måned 1879.

Han var det ældste barn af Hannah og Aaron Gelbfisz, der var Hasidiske jøder. Familien havde boet i Polen i generationer. Schmuel var den ældste af seks børn.

To år efter Schmuels fødsel, blev den russiske Zar Alexander II myrdet og skylden blev lagt - falskeligt - på jøderne. De russiske pogromer begyndte. Titusinder af jøder flygtede til Warszawa, dengang en udpost i det russiske imperium. Selvom det var en en form for en sikker havn, så begyndte ret hurtigt den bølge af morderisk anti-semitisme der havde oversvømmet Rusland at sprede sig til det russisk-styrede Polen. Polske jøder blev udsat for vold, restriktive love og højere skatter - rettet direkte mod jøderne.

       

Den ludfattige Gelbfisz familie på otte boede i to værelser i den jødiske sektor i Warszawa, og overlevede på en diæt af kartoler, udner tiden spiste man udelukkende kartofler i en hel uge. Schmuel erindredre senere at hans polske barndom som værede fyldt med evig frygt - for anti-jødisk vold - og meget “fattig, fattig, fattig.”

Aaaron Schmuels far døde som 43 årig, Schmuel var da 15. Idet han indså at hans mor ville overleve med hans brødre og søstres støtte begyndte Schmuel at pleje det han kaldte en “fantasi.”

“Da jeg vart barn,” fortalte Schmuel langt senere i livet, “så var det eneste sted jeg ønskede at gå til Amerika. Jeg havde hørt dem tale om Amerika, om hvordan mennesker var frie i Amerika...Selv dengang var Amerika, dog liggende langt, langt borte en vision om paradiset.”

Derfor som 16 årig med sin mors velsignelse og intet andet end det tøj han gik og stod i og nogle småmønter i sin lomme drog Schmuel afsted mod Amerika og det af den eneste vej han kendte til.

Han gik.

Først gik han 480 kilometer til Oder Floden. Der benyttede han nogle af mønterne til af blive færget over. Schmuel gik derpå endnu 280 kilometer til Hamburg, Tyskland. Der blev han et lille stykke tid, drog af sted og kom tilbage, fandt et elendigt arbejde gennem en familie fra Warszawa der for lang tid siden var udvandre til Hamburg. Schmuel lærte at fremstille handsker -- og overhovedet for den jødiske familie der ansatte ham fik det jødiske samfund overtalt til at rejse nogle penge således at de atten schillings som Schmuel ejede kunne suppleres således at der blev råd til en rejse med båd til London.

I London stadig ludfattig ovrlevede Schmuel ved at stjæle mand og æde madaffald, han sov i buskene i Hyde Park. Endelig så begyndte han at gå igen, denne gang de 160 kilomter fra London til Midlands. Udmattet vandrede han ind i Birmingham, hvor han fandt sin moster og hendes mand. Han blev budt velkommen med åbne arme - men de havde ingen penge til en dreng nu sent i teenageårende. Underernæret, undervægtig blev Schmuel ansat som smedelærling. Han belv afskediget, han var for svag til at klare arbejdet. Han forsøgte igen - og igen og igen og igen - med arbejde, der i industribyen Birmingham uundgåeligt krævede virkelig hårdt fysisk arbejde. Schmuel blev fyret fra dem alle. Om natten i mosterens hjem, småhulkede han over sine fiaskoer.

Da hun ikke anede hvad hun kunne gøre overdrog mosteren han til nogle andre slægtninge, og en af dem sagde det ville være nødvendigt at han angliserede sit navn, hvis han ville distancere sig fra hans helt igennem jødiske herkomst. Schmuel Gelbfisz blev nu til Samuel Goldfish, og hans slægtninge begyndte at kalde ham “Sam.”

I denne periode fejrede Storbritannien Dronning Victorias Diamant jubilæum - der markede monarkens 60 år på tronen. Ligesom under Dronning Elizabets II Diamat Jubilæum der fej

redes juni 2012 var Storbritannien en overdådighed af pomp og pragt. Den ludfattige Sam Goldfish, der nu solgte svampe og det gik ikke særlig godt, bemærkede det stilfærdigt altsammen - fremvisningen af velstand og luksus, af fine klæder, perfekt tale, opmærksomheden på at se godt ud, og den atmosfære af selvtillid der strålede ud fra de som var knyttet til den britiske overklasse. Han var så tæt på det hele - og dog så langt fra det.

 

Mens Sam talte noget polsk og kunne læse og skrive hebraisk, var hans hovedsprog jiddisch. Det måtte der laves om på, derfor besluttede han at studere engelsk. Han faldt over et særligt citat i sin engelske lærebog som han ville holde fast ved. Citatet var af Benjamin Franklin, der havde skrevet et essay med titlen, “Information til de som ville flytte til Amerika.” Citatet?

“Amerika, hvor folk ikke udspørger en fremmed om “Hvad han er?” men “Hvad kan han?”

Amerika et sted, hvor folk ikke ville spørge ham “hvem er du” men “hvad kan du udrette.” Sam besluttede sig til at blive ved med at gå. I desperation forlod Sam ganske enkelt Birmingham og begyndte af vandre igen. Til Liverpool for at komme med et skib til Amerika. Og, således lyder beretningen, tog han med sig de penge han havde fra at sælge svampe. En venlig måde at sig han at blot forlod byen med penge.                  

På en passagererliste - “Skema A -- Navne og beskrivelse af passagerer” -- er der nævnt en 19 årig arbejder født i “Rusland.” -- det vil sige, Warszawa, Polen, Sam hvis engelsk var ringe og ligeledes hans evne til at skrive engelsk blev benævnt “Sam Goldberg,” passagerer nummer 90, med destinationen “New York.” Den 26. november 1898 gled Dominion Line’s Labrador med Sam Goldfish (Goldberg) ombord ud fra Liverpool på vej ud i Det Irske Hav, lagde kort ind til Londonderry, Irland for at få flere passagerer ombord og endelig kursen mod vest -- til Canada. 

Dominion Lines Labrador

Sam sejlede på tredje klasse for 15 dollars, for de penge fik han enten en “jernseng, en hængekøje eller .... feltseng.” Hans tøj var hans sengelinned. Labradors nederste dæk var uden frisk luft og meget elendigt lys, og denne kombination med et stormomsust Nordatlanten om vinteren gjorde de fleste passagerer syge.

Kl. 15.45 den 4. december 1898 sejlede Labrador ind i havnen Halifax, Nova Scotia. Om “Sam Goldberg” gik fra borde den dag eller blev ombord mens Labrador sejlede videre til St. John, Brunswick er uklart. Det som er klart er at Sam vandrede resten af vejen til sit bestemmelsessted. Den 1. januar 1899 beretter hans Declaration of Naturalization, menes han at have krydset grænsen til USA et eller andet sted i nærheden af Milltown, Maine. Det er dog muligt at Sam krydsede grænsen på ulovlig vis -- optegnelserne er ikke fuldstændige.

Men snart derefter, efter den påkrævede tid, præsenterede han sig for myndighederne og blev endelig en amerikansk borger.

Sneen på jorden var tyk den 1. januar da Sam krydsede grænsen, og det var bittert koldt. Sam huskede senere, skriver hans levnedsskildrer, at da han kom ind i Amerika “gik han i bogstavelig forstand ned på hænder og knæ og kyssede jorden. Han kendte ikke en eneste indenfor 5000 kilometer.”

Videre gik han, traskede “gennem mere sne end New England havde oplevet i ti år. Et eller andet tidspunkt sent januar 1899 ankom han til Manhattan, med hvoedet fuldt at alt det som drømme om Amerika er lavet af.”

Sam havde ingen penge. Men i det mindste var han på vej til at blive det han altid havde drømt om. En amerikaner.

Sams historie fylder så meget mere. Rigtig meget mere. Du kunne muligvis genkende Sams navn i dag, ikke som Schmuel Gelbfisz, eller Sam Goldfish, eller Sam Goldberg, men som Samuel Goldwyn. Netop! Den Samuel Goldwyn fra det legendariske Hollywood filmstudie MGM - Metro Goldwyn Mayer. Og fra Samuel Goldwyn Productions.

Den Sam Goldwyn der arbejdede sig fra New York til Californien for at blive en 1930’ernes Konge af Hollywood. Forfatteren Scott Berg fortællers Sams historie i sin bog Goldwyn: A Biography. Fra de selskaber der bærer Sams nævn væltede film efter film ud under Den Store Depression der hyldede Amerika og amerikanske værdier.

Det var Sams selskab der gjorde Mickey Rooney til stjerne i klaasiskeren af amerikanske fortællinger ‘Huckleberry Finns Eventyr.’ Det var Sams selskab der bragte Mickey Rooney fra Huckleberrry Finn til serien af film der udødeliggør en amerikansk knægt der levede med sin gennemført amerikanske familie i en gennemført amerikansk by, Carvel Idaho -- Andy Hardy.

 

Det var Sams selskab der fortalte eventyret om Dorothy til amerikanerne (Judy Garland) der mente “det aller bedste sted er hjemme” i “Troldmanden fra Oz.” Det var Sams selskab der stod bag Borte Med Blæsten

I 1940 så Republikanernes præsidentkandidat Wendell Willkie, som Sam støttede mod FDR’s tredje bud på endnu en periode, The Pride of the Yankees. Filmen har Gary Cooper i hovedrollen, som skæbneramte New York Yankee kæmpe Lou Gehrig. I stedet for blot at holde fokus på Gehrigs basseball karriere begyndte filmen med beretningen om Lou Gehrigs immigrantforældre, og viste Lous mor, en kok, der arbejder på Columbia University for at betale for sin søns uddannelse så han kunne blive ingeniør. I stedet blev Gehrig basseballspiller - da hans mor skulle opereres og han accepterede en indbydelse til at spille for Yankees, og kunne benytte de penge til at betale for operationen.

 

Willkie sagde til Sam, de begge var udmærket klar over at Europa der allerede var involveret i en krig der ville bringe Amerika med: “Sam du har gjort noget meget vigtigt med dette. Du hjælper demokratiet overalt ved at vise hvilke muligheder der er i Amerika.”

Manden der havde gået den halve jord rundt for at komme til netop Amerika svarede:

“Hvorfor skulle jeg ikke - jeg kender bedre, end så mange andre, til de muligheder Amerika tilbyder.”

Mulighederne i Amerika.

I 1971, blev Sam Goldwyn belønnet med Medal of Freedom af USAs præsident.

Det har netop været den 236. årsdag for 4. juli siden den første i 1776. Det var den 223. 4. juli siden USA blev skabt under Forfatningen i 1789.

Uanset den afskyvækkende beslutning om Obamacare forstår millioner af amerikanere stadig helt ind i sjælen, ikke kun hvad Amerika skulle være - men hvad det kan være igen.

I 1979 skrev min tidligere chef, afdøde Jack Kemp, en bog der hedder An American Renaissance: A Strategy for the 1980's. På den tid håbede hans udgiver at det var Kemps “plan for en tilbagevenden til velstand.” Kemp citerede fra sin ven, forfatteren og frimarkedsforkæmperen George Gilder. Gilder havde opsummeret det i en forudseende artikel for Harper’s i 1978 med titlen “Den Bundne Prometeus.” Husk at i 1978 var Jimmy Carters præsidentskab allerede midt i en deprimerende situation der ville gøre scenen klar til Ronald Reagan, og en genfødsel af den amerikanske ånd. Hverken Kemp eller Gilder kunne selvfølgelig forudse valget af Reagan og det som ville følge. Men uden tvivl kendte begge mænd deres land og Gilders ord som citeret tilbage i 1979 er værd at huske på i denne tid med Obama Tidslalderen. Således skrev Gilder, citeret af Kemp: 

“Den mest dystre og fatale arrogance hos nogen leder er at afskære sit folk fra forsynet, fra chancens mirakuløse genialitet ved at understøtte et lukket system med menneskelig planlægning. Innovation er altid uforudsigelig og således er resultat af tro og frihed.”.....

“I United States i dag står vi overfor den sædvanlige kalkule af det umulige, reciteret af de velkendte aspiranter for en Masterplan. Det er blevet sagt vi skal gå bort fra økonomisk frihed, fordi vor grænse er lukket: Fordi vor biosfære er begrænset, fordi vore ressourcer er ved at løbe tør, fordi vor teknologi er pervers, fordi vi er for tæt befolket, fordi vor horisont er for snæver. Vi går, siges der, i dødens skygge, i forurenet luft, på forgiftet jord, med forgiftet vand, i en atmosfære der har en fremtidig eksplosiv vækst i en stille cancerfremkaldende regn. I denne ekstreme tilstand har vi ikke råd til spild, til den luksus at konkurrere, og til frihed. Vi er nået til den åbne vejs afslutning; vi banker imod en lukket grænses porte. Vi skal beskatte og regulere og planlægge, omfordele vor velstand og rationere vort forbrug, fordi vi er nået til åbenhedens ende.” ......

“Lige tværtimod er disse problemer og kriser selve den nye grænse, de er selv mandatet for individuel og virksomhedsmæssig konkurrence og kreativitet, de er selve årsagen til, hvorfor vi ikke har råd til planlægningens trøstpræmier og stagnation”....

“...For mange mennesker synes fortiden uundgåelig og fremtiden helt umulig. Historien betragter man ikke som fremstået af uforudsigelige strømme af genier og heltemod, men mere eller mindre uundgåelig fra forudbestemte mønstre af naturlige ressourcer og befolkning. For de som tvivler på genialitetens afgørende rolle, på modet, og muligheden i historien, vil fremtiden altid forekomme umulig; de kan ingen udvej se for frie nationer fra den skæbnebestemte nedtur, forfaldet og tvangen, mens deres stadig større befolkninger presser imod en lukket grænse.”

Jack Kemp tog tråden op, og siger:

Sandheden er at ingen grænse behøver være lukket særlig længe. Jovist, den rige overdådige jord er begrænset i hvad den kan yde, men der er ingen naturlige grænser for menneskeånden og dets opfindsomheder, undtagen for så vidt vi er forkrampet af menneskelig frygtsomhed eller af menneskelige institutioner. I 1980’erne, det første årti med den Amerikanske Renæssance, er det de grænser vi skal bearbejde, således at det kan blive sagt om vor nation i vor tid. “Hende og især for hende - tilhører fremtiden.”

Formodentlig mødte Jack Kemp og George Glider aldrig Sam Goldwyn, der døde som en velstående, utrolig succesrig ældre herre i 1974, som 95 årig.

Men begge mænd -- og Kemps plan var grundlaget for “Reagannomics” succesen, der gav 21 millioner jobs i Reagan-æraen -- ville helt sikkert have forstået knægten Schmuel Gelbfisz om de havde mødt ham da han som sekstenårig begyndte at gå ... og gå ... og gå.

Vandrende ud af en fortid fyldt med fattigdom og religiøs forfølgelse. Vandrende bogstaveligt talt, skridt for skridt til en forbløffende fremtid der ville bringe en renæssance til hans eget liv -- og gennem hans livsarbejde med film, på vidunderlig vis, nogle hjertevarmende fortællinger til millioner. For ikke at nævne de tusinder af jobs som blev skabt ved produktionen af de film.

Schmuel Gelbfisz vandrede fordi, selv uden nogensinde at have læste Uafhængighedserklæringen, så vidste han - han vidste - at “alle mennesker er skabt lige, at de er velsignet af deres Skaber med visse ukrænkelige rettigheder blandt disse er Livet, Friheden og Søgen efter Lykke.”

Derfor gik Schmuel Gelbfisz derhen.

Han ville gå til Amerika.

Det lykkedes ham. Og hvis blot ‘mesterplanæggerne’ her i 2012 vil forsvinde fra din vej, så vil vi alle være i stand til at gå hen mod vore egne amerikanske fremtider.

       
   
Jeffrey Lord is a former Reagan White House political director and author. He writes from Pennsylvania at jlpa1@aol.com.

http://spectator.org/archives/2012/07/03/walking-to-america/