torsdag den 7. juni 2012

Dengang da det at tage imod hjælp var skamfuldt!

Dengang det var skammeligt at modtage hjælp

JACK ABRAMOFF


Da jeg var  barn sørgede mine forældre for at jeg havde masser at læse i. Som de fleste børn, så jeg og mine søskende frem til helligdagene, når vi ville få en af de Små Gyldne Bøger. Den serie var påbegyndt i 1940’erne og indeholdt nogle af Vestens civilisations mest kendte folkeeventyr. Skønt de blev udgivet for børn så de kunne få et alternativ til den meget tunge religiøse og moralistiske litteratur der var tilgængelig, så gav disse dejlige historier nogle vigtige lektioner om livet til os alle. 


Nogle af fortællingerne - som “Dyrene hos Landmand Jones” - appellerede mere til min bror og jeg. Andre, som “Tre små killinger,” var mere populær hos min søster og hendes veninder. Men en historie synes at have noget at sige til os alle, mere end nogen anden: “Den Lille Røde Høne.” Vi havde kun meget lidt kendskab, dengang, til, at denne uskyldige historie mange år senere ville tjene som en advarsel for vor nation.
.

I historien lever den lille røde høne i et charmerende hus med sine venner, en gris, en and og en kat. Grisen, anden, katten tager det stille og roligt. Hønen er flittig og ordentlig. Når det er på tide at rengøre huset laver hun alt arbejdet mens de andre leger i mudderet, i vandhullet og i solen. En dag finder hun noget korn og beder sine venner om at hjælpe sig med at så det. Selvfølgelig afviser de det. De har jo så travlt med at nyde livet. Derfor sår hun kornet og passer det. Da tiden for høst så er inde tilbyder hun sine venner, endnu en mulighed for at være med. De afviser. Derfor høster hun kornet selv. Så giver hun dem lejlighed til at tærske det. Nej, tak. De nægter på lignende vis med at hjælpe med at bage brød. Da den fristende duft af nybagt brød lokker dem frem fra deres hvilesteder vil grisen, anden og katten gerne være med til at fortære det, men hønen afviser dem. Hun havde al arbejdet. Hun spiser brødet. 

Denne beretning om den lille røde høne har mange varianter. Undertiden er der flere dyr. Sommetider har hun små kyllinger der spiser brødet sammen med hende. Men altid er budskabt det samme. Hvis du udfører arbejdet, ja så får du også udbyttet. Det var denne livsvigtige kerneværdi vi unger lærte af historien - og af vor kultur. At arbejdsetik, plus vor nationale lidenskab for velgørenhed og venlighed har gjort denne nation stor, magtfuld og velstående. I den gode betydning er vi blevet velsignet og kan være stolte. 

Mens vor nation skabtes og tog form hjalp denne arbejdsetik med til at støbe den særegne dynamik i Amerika. Den gjorde os det muligt at drømme og arbejde for at opfylde de drømme. Vi er et folk der har taget ordene af Kong Salomon i det 15. kapitel i Ordsprogene til os: “Den som hader gaver skal leve.” Vi vidste at hvis vi ikke arbejdede for det, ja så fortjente vi det ej heller. Intet er mere skamfuldt end at at modtage almisser. Der er en klassisk scene i den fantastiske film fra Depressionstiden “Cinderella Man” hvor protagonisten James Braddock, i den ultimative pengemangel, må acceptere assistance fra regeringen. (genindspillet i 2005 med Russel Crowe i hovedrollen synopsis-kommentar) Han er sønderknust, og ligeså snart han er i stand til at betale tilbage skynder han sig at gøre det. Det var det som gjorde Amerika stor. At vi kunne være der for vore landsmænd i nød, men at de ville hade de håndsrækninger. 
 
Så skete der noget. Da regeringen blev større og større, da begyndte vore værdinormer også at forandre sig. I stedet for flittigt hårdt arbejde for at nå vore mål, begyndte vi at række hånden frem, og det uden at skamme os. I stedet for at beundre de som benyttede deres viden og muskelkraft til at gøre noget for sig selv, begyndte vi at forhåne dem. Pludselig var vor store nation ikke længere den lille røde hønes nation, eller det lille tog der kunne eller nogen af de andre positive billeder fra de mere uskyldige dage. Snart ville de små røde høner ikke få lov til at spise deres eget brød. Med tiden regnede grisene, hundene og kattene i verden ud, hvordan de kunne organisere sig og stemte sig til stadig større bidder af brødet.


I sidste ende ville de små røde høner ganske enkelt blive nægtet frugten af deres arbejde, de ville blive set ned på og hånet som værende selviske. Faktisk så er samme Hollywood, der har frembragt så mange inspirerende film der hyldede den amerikanske ånd, begyndt at udskifte alle skurke så de i stedet er dagens hårdtarbejende succesrige små røde høner. 

Alexis de Tocqueville, den franske filosof der besøgte grønskollingen Amerika i 1831, var dybt forundret over landets storhed og folkets flittighed. Han kom også med en advarsel om, at vor frihed og demokrati kun ville eksistere “indtil vælgerne opdager at den kan stemme sig til større goder fra den offentlige skattekiste. Fra det øjeblik, vil flertallet altid stemme for de kandidater der lover de største goder fra den offentlige kasse med det resultat som følge,  at et demokrati altid kollapser over løsagtig pengepolitik, og altid efterfølges af et diktatur.” 

I dag er den lille røde hønes lære blevet udskiftet med råbet om at beskatte de rige - nutidens små røde høner. Voksne der er vokset op med Little Golden Books, og kerneværdierne om hårdt arbejde og det personlige ansvar stemmer på kandidater der marcherer under et banner af retfærdighed og fordeling af hele brødet. 

Men ligesom grisen, andet og katten forstår de ikke at små røde høner ikke er dumme, og man kan ikke spise brød hvis der ikke er nogen der har virkekraften til at bage det.
http://www.wnd.com/2012/04/when-taking-a-handout-was-shameful/

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails