Nok om Whitney!

Whitney. Nu er det nok!

Mercer Tyson

Bliver nogen andre ophidsede når de går forbi TV’et og ser Oprah hylde endnu en berømthed som værende en helt, fordi vedkommende er sluppet ud af stofmisbrug? 

Vi kender alle historien. Berømtheder diskuterer rædslerne ved stofmisbrug, og hvordan livet for dem og familien og venner var det rene helvede. Mange af dem siger de ramte bunden, og først der indså at de kun har et liv, og ønskde at få noget ud af det. Eller de havde haft et “mødt Jesus” øjeblik, der ændrede deres liv, og gav viljen og styrken til at bekæmpe stofforbandelsen og komme sig. 

Selvfølgelig har mange af dem fået tilbagefald -- ofte forsvundet helt ud i mørket. Men ikke før de har sat et skrækkeligt eksempel. 

Budskaberne der leveres med disse “stof-kommen-sig-historier” er meget farlige, dog ikke fyldestgørende. Første budskab handler om den onde cirkel:

• Stoffer er virkelig seje og sjove
• Så bliver de et problem
• Så støtter alle dig når du forsøger at blive clean; og
• Så er du ren og respekteret, fordi du gennemgik alt dette.Hver gang nogen hos Oprah eller noget andet TV show fortæller deres historie, ender det med et sundt begejstret bifald.

Således begynder vi med en god tid, og trods en periode med elendighed for os selv og de som elsker os, ender vi med helte. 

Et af problemerne her er, at mange mennesker, især unge, tror de er uovervindelige, og ikke vil blive afhængige: Og hvis de gør, så er det jo så let at blive clean. Medierne jagter dem som er kommet sig og for behandlingen til at ligne nærmest noget hverdagsagtigt, og dermed mindskes deres angst for afhængighedens barske realiteter.

 

Nuvel, jeg siger ikke at det ikke er vidunderligt, at det lykkes nogle at komme ud af stofhelvedet, og der skal være plads til at tale om det. Trods alt elsker vi alle de historier der får os til at få det godt. Men hvad med de afskyelige og ikke behandlingsmulige skader som stofmisbrug forårsager i løbet af de “slemme” år? Hvor megen smerte er ikke påført familier med børn der er stofafhængige, eller hos børn med stofafhængige forældre? Og hvad med de forbrydelser der begås af mennesker under indflydelse af stoffer? 

Selv en berømthed har en ringe chance for at blive ren. Men de har en betydelig bedre chance for at vende tilbage til verden (ved en optræden hos Oprah) end gennemsnitspersonen, hvis og når de får sparket vanen ud på sidelinjen. 

Fordi vedkommende er en berømthed eller har et udmærket talent som folk er villige til at betale for at se, høre så kan de stadig have en lys økonomisk fremtid. Dette giver dem en fordel fremfor gennemsnitspersonen der forsøger at komme ud af misbruget. 

Hvis en ægte person mister et ægte job og familien på grund af stofmisbrug -- ikke et af de der eventyrjobs i Hollywood eller i professionel sport -- så står de nærmest alene overfor deres stofdæmoner uden offentligt støttekor. 

Det andet budskab er den overoppustede henvisning til afhængighed som en sygdom, hvilket får det til at lyde som en influenza -- noget man ikke kan undgå. Kræft er en sygdom. Også hjertesygdomme. Influenza rammer os helt uventet. Nervebetændelse, malaria og åreforkalkning er sygdomme. Udover at ændre vor diæt, så accepterer vi generelt, at der ikke er så forfærdelig meget vi kan gøre ved vor tilbøjelighd til at få de sygdomme. Mange mennesker der får nogen af de nævnte sygdommer spiser sundt, dyrker motion, gør alle de rigtige ting. Og de sygdomme smadrer stort set ikke ens familie. 

Men stoffer er anderledes. Hvis du ikke tager dem, bliver du ikke afhængig. Det eneste du skal gøre er ikke at tage dem. 

OK, måske er det en mental sygdom. Mon dog? Der er masser af formodninger om hvorfor mennesker bliver afhængige: Pres, stress, hjertesorg, ønske om at være med på beatet, eller blot for sjov. Og jeg mener helt sikkert det er sandt, at nogle mennesker er mere disponerede end andre. Uanset hvad, hvis du ikke tager dem, så bliver du altså ikke afhængig.

Det er på tide vi holder inde med at hylde noget eller nogen der har noget som helst med stofmisbrug af gøre. Det er på tide vi begynder at kalde afhængighed det det er -- en skrækkelig, ødelæggende vane. Uanset om det muligvis kan være en sygdom af en slags så er det at kalde den det en kæmpefejl. 

Hvis nogen kommer ud af deres afhængighed da bør denne ‘genopstandelse’ være tilstrækkelig belønning for ham eller hende personligt. Der er ikke brug for nogen offentlige fremtrædender. Det at hylde at nogen er kommet sig fra brystkræft eller en bilulykke er den historie vi har brug for, ikke ‘helbredelsen’ af en selvpåført og uundgåelig vane.

Selvfølgelig siger disse selvcentrerede berømtheder faktisk alle noget lignende dette: “Jeg ønskede at fortælle min historie så andre vil vide at det er muligt at komme ud af stofafhængighed.” Nuvel den beretning der fortælles er at man kan foretage turen, fra at have haft det sjovt til helbredelse til helt. Dårligt budskab. 

Jeg elskede Whitney. Hun var smuk, og havde den mest pragtfulde stemme jeg nogensinde har hørt. Den var stærk, blid og alsidig. Hun var et under med en mikrofon i hånden. Hun lavede ikke meget teater som supplement til sine optrædener. Han sang blot. Hun var magisk.

 

Men offentligheden burde ikke hylde hende så meget. Hun var et elendigt eksempel for vore børn og per definition, en kriminel. Hun burde huskes som en tragisk person, ikke en helt. 

Efter min mening: Spred historien om ‘helbredelsen’ af stofmisbrug eller spred historien om, først og fremmest, ikke at blive afhængig -- ved at holde fokus på de elendige ting og ignore de gode. Det er vanskeligt at gøre begge dele. 

Hvis vi måske holder inde med at antyde at stofmisbrug er noget man ikke kan gøre for, og at det er normalt at komme sig, og alle godkender det, så vil ikke så mange mennesker blive hooked. 

Jeg formoder, at hvis vi kunne få en sludder med Whitney nu, så ville hun fortælle dig at den bedst metode til helbredelse er aldrig at prøve stoffer. Lad os håbe hendes datter, der måtte være vidne til sin mors nedtur, har lært den virkelige lektion, ikke den officielle. 

Read more: http://www.americanthinker.com/blog/2012/02/does_anyone_else_get_upset.html#ixzz1migvsJ8W