mandag den 11. april 2011

Obama uden betydning og holdninger




Syv måneder senere flygtede Iraks hær op ad "Dødens Motorvej" tilbage til et land der var smadret af 5 ugers U.S. bombardementer.

Dødens Motorvej med smadrede køretøjer 1991

Da Bush talte, sad verden og lyttede. Overvej forandringen. 

"Det er på tide at Gaddafi trækker sig," sagde præsident Barack Obama for to uger siden. "lad mig derfor være helt utvetydig om dette. Oberst Gaddafi skal træde tilbage fra magten og forsvinde."

Gjorde han så det? Da han modtog Obamas ultimatum samlede Gaddafi sine tropper og gik i offensiven. Hans hær er nu 200 kilometer fra Benghazi.

Obama opfordrede kongen af Bahrain til ikke at knuse den fredelige protest på Perlepladsen og at føje sig efter de lovlige krav hos landets shiitiske flertal.

Saudierne der kan se en trussel mod deres olierige og shiitisk befolkede østlige provins, hvis monarkiet i Bahrain falder, sendte 2000 tropper af Kong Faud Vejen. Bahrain fjernede da på brutal vis "de lovløse" fra gaderne i hovedstaden, Manama.

Kong Fahd Causeway til Bahrain

Nogle af de få ting der kan siges med sikkerhed om den arabiske revolution i 2011 er, at den har afsløret den voksende manglende betydning af præsident Obama i den del af verden.

Ustraffet forsvarede Benjamin Netanyahu, at han ikke ville gå ind på kravet om at Israel skulle holde op med at bygge på Vestbredden. Den palæstinensiske Selvstyremyndighed, trods Obamas henstillinger, gik derpå videre med en FN resolution der fordømmer Israel.

Fanget på det forkerte ben med opstanden i Tunesien kunne Det Hvide Hus kun tilbyde forsinkede lykønskninger til demonstraterne, der havde skilt sig af med og fordrevet vor allierede i gennem lang tid præsident Zine El Abidine Ben Ali.

Efter Tunesien insiterede vicepræsident Joe Biden på, at den besejrede Hosni Mubarak ikke var en diktator i Egypten. Obama stod på Mubaraks side, og sagde derpå, at han burde gå af. Derpå, da saudierne og israelerne protesterede over at vi opgav en ven gennem 30 år, konkluderede Obama at Mubarak burde blive.

Da hæren derpå pludselig fik Mubarak til at pakke, hyldede Det Hvide Hus revolutionen som en forløber for et arabisk forår.

Udenrigsminister senator Hillary Clinton pludrede løs om at hendes 15 minutters gåtur på Tahrir Pladsen var "en stor påmindelse om menneskeåndens magt og et universelt ønsek om frihed og menneskerettigheder og demokrati."

Nogle af de unge demonstranter, der husker Amerikas venskab gennem 30 år med Mubarak og usikkerheden i forbindelse med hans fratræden nægtede at tale med hende.

Ved at fordømme knusningen af de fredelige protester i Syrien og Iran handlede Obamitter i overensstemmelse med de demokratiske værdier de prædiker. I deres uldne svar på den brutale behandling af demonstranterne i Bahrain og Yemen sætter de nationale interesser over nationale idealer.

Faktisk er dette sammenstød mellem vore edsvorne idealer og vore formodede interesser det der har givet den fremherskende forvirring i Washington og på det nærmeste lammet amerikansk politik i Mellemøsten.

"Nationer har ingen permanente venner eller allierede; de har kun permanente interesser," sagde Lord Palmerston. Amerika mangler den form for erkendelse. Hun er i konflikt. Hun kan ikke beslutte sig. Kommer vore interesser før vore idealer? Hvordan kan de være i konflikt?

Fra 1. Verdenskrig til Carter æraen, var det U.S. nationale interesser der var fremherskende i U.S. udenrigspolitik. I Wilsons krig "for at gøre verden sikker for demokratiet," havde vi at gøre med 5 imperier. I 2. Verdenskrig var vi allierede med Stalin. I Den Kolde krig accepterede vi venskab med autokrater og diktatorer og caudillos og generalissimos der delte vor frygt og foragt for kommunismen.

Da John Foster Dulles var det samme som U.S. udenrigspolitikken i 1950'erne blev nationers neutralitet, som Nehrus Indien og Sukarnos Indonesien, anset som umoralsk.

Men med afslutningen af Den Kolde Krig forsvandt det moralske klarsyn. Vi er nu delt over, hvorvidt konger, diktatorer og autokrater der deler vore interesser, betragter demokratiet som skørt eller en luksus som de ikke har råd til, kan være Amerikas allierede og venner.

Der er en anden årsag til konflikt der forplumrer den amerikanske sind.

Selv da Moskva forlod den kommunistiske ideologi og Kina opgav drømmen om en verdensrevolution vendte USA sig til en ideologi om globalt demokrati. På et eller andet tidspunkt i de sidste 20 år blev det den historiske mission for Amerika at gøre hele verden demokratisk.

Og skulle det mislykkes med denne mission, mindede George W. Bush os om, at det vil være det samme som afslutningen på amerikansk frihed.

Derfor ved at have besejret -- eller snarere udmattet -- vore fjender med en pragmatisk politik, med at acceptere venskab med alle og enhver der ville stå sammen med os i den store Kolde Krigs kamp, er vi gået i gang med at omskabe verden i vort eget billede, som selv Moskva og Beijing søgte at gøre. 

Det mislykkedes for dem og det vil også ske for os.

Vedrørende Obama, nu da vor fremmeste allierede i Asien har kæmpesmerter gennem den værste naturkatastrofe, og med revolutioner der hærger den arabiske verden, har han givet os sine bud på hvem der kommer i finalerne i universiteternes basketballliga -- og derpå draget afsted med Michelle til fest i Rio.

Hvor relevant er han egentlig? Og hvor relevant er vi?

http://www.cnsnews.com/commentary/article/rising-irrelevance-barack-obama

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails