Daniel Pipes
Arabernes voldelighed og grusomhed forvirrer ofte vesterlændinge.
Ikke alene proklamerer lederen af Hezbollah "Vi elsker døden," men det gør, for eksempel også en 24 årig mand der sidste måned skreg "Vi elsker døden mere end I elsker livet" da han smadrede sin bil ind i Bronx-Whitestone Bridge i New York City. Da forældre i St. Louis æresdræbte deres teenagedatter med 13 knivstik fra en slagterkniv, råbte den palæstinensiske far "Dø! Dø hurtigt! Dø hurtigt!.....Stille, du lille! Dø min datter dø!" - og det lokale arabiske samfund støttede dem mod anklagen for mord. Enprins fra Abu Dhabi torturerede fornylig en kornsælger som han beskyldte for svindel; trods en video af overgrebet der blev sendt på internationalt TV, blev prinsen frifundet mens han anklagere blev dømt.
På en større skala angiver en opgørelse 150000 terrorist angreb siden 9/11. Regeringerne i de arabisk talende lande stoler mere på brutalitet, end på loven. Deres inderlige ønske om at eliminere Israel hersker stadig, selv når nye indre oprør finder sted; det seneste der er blusset op er i Yemen.
Der er gjort flere fremragende forsøg på at forklare patologien bag arabisk politik; mine personlige favoritter inkluderer forskninger af David Pryce-Jones og Philip Salzman. Nu kan der føjes yderligere to til: 'Den Stærke Hest: Magt, Politik og de arabiske civilisationers sammenstød.' (Doubleday 26 dollars), en underholdende, dybdegående og vigtig analyse af Lee Smith, Mellemøst korrespondent for the Weekly Standard.
Smith benytter som sin bevistekst Osama bin Ladens kommentar i 2001, "Når mennesker ser en stærk hest og en svag hest, så foretrækker de den stærke hest." Det Smith kalder den stærkes hest princip indeholder to banale elementer: Grib Magten, og Hold Fast på Den. Dette princip er altoverskyggende fordi arabisk offentligt liv ikke har "nogen mekanisme for fredelige forandringer af myndighed eller magtdeling, og derfor ser det en politisk konflikt som en kamp på liv og død, mellem stærke heste." Vold, observerer Smith er "Central for politiken, samfundet og kulturen i de arabisk talende lande i mellemøsten." Det indbefatter også mere underforstået at man skal holde et vågent øje med den næste stærke hest, hvor den dukker op og hvordan man indhegner den.
Smith argumenterer for at det er 'den stærke hests princip' ikke vestlig imperialisme eller zionisme, som "har afgjort den grundlæggende karakter i det arabisk talende Mellemøsten." Den islamiske religion i sig selv passer både i det oldgamle mønster med denne 'stærke hest' holdning, og er med til at fremme det. Muhammad, den islamiske profet, var en stærk mand ligeså meget som han var en religiøs figur. Sunni muslimer har i århundreder hersket "ved vold, undertrykkelse og tvang." Ibn Khaldun's berømte historieteori handler om en cyklus af vold, hvor de 'stærke heste' erstatter de svage. Ydmygelsen af d'himmierne dagligt minder ikke-muslimer om hvem der styrer.
Smiths prisme giver indsigt i moderne Mellemøsthistorie. Han præsenter den pan-arabiske nationalisme som en bestræbelse for at forandre mini-hestene i nationalstaterne til en enkelt 'super-hest' og islamismen som en bestræbelse for at muslimerne igen kan få magt. Israel tjener som en "stedfortrædende stærk hest" for såvel USA som for den Saudi-Ægyptiske blok i disses koldkrigs rivalisering med Irans blok. I et miljø med 'en stærk hest' har militsias mere tiltrækning, end valghandlinger. Fordi de mangler en 'stærk hest' gør liberale arabere kun lidt væsen af sig. Fordi USA er den mest magtfulde ikke-arabiske og ikke-muslimske stat bliver anti-amerikanismen både uundgåeligt og endemisk.
Den libanesiske druserleder Walid Jumblatt foreslår amerikanerne at de skal benytte bilbomber i Damaskus.
Dette fører os til den politik som ikke-arabiske aktører står for: Medmindre de har stor magt og viser, at de mener det, ja så vil de tabe understreger Smith. For at være flink - lad os sige, at trække sig ensidigt tilage fra det sydlige Libanon og Gaza - ville altså være en fatal fiasko. George W. Bush administrationen gjorde det rigtige ved at påbegynde en demokratiseringsprojekt, der gav forhåbninger, men svigtede så de liberale arabere ved ikke at gennemføre det. I Irak ignorerede administrationen rådet om at indsætte en stærk mand med et demokratisk sindelag.
Dette fører os til den politik som ikke-arabiske aktører står for: Medmindre de har stor magt og viser, at de mener det, ja så vil de tabe understreger Smith. For at være flink - lad os sige, at trække sig ensidigt tilage fra det sydlige Libanon og Gaza - ville altså være en fatal fiasko. George W. Bush administrationen gjorde det rigtige ved at påbegynde en demokratiseringsprojekt, der gav forhåbninger, men svigtede så de liberale arabere ved ikke at gennemføre det. I Irak ignorerede administrationen rådet om at indsætte en stærk mand med et demokratisk sindelag.
Når US regeringen tøver, da får andre lejlighed (f.eks. Irans ledelse) til at "gennemtvinge deres egen orden i regionen." Walid Jumblatt, en libanesisk leder, har i halvt alvor foreslået at Washington skal "sende bilbomber til Damaskus" for at få budskabet igennem og signalere at det forstår den arabiske metode.
Smiths enkle og næsten universelle princip giver et værktøj til at forstå arabernes dødskult, æresdrab, terroristangreb, despotisme, krigsførelse og så meget andet. Han anerkender at 'den stærke hests princip' kan forekomme vesterlændinge som gennemført brutalt og råt, men han insisterer helt korrekt på, at det er den barske og kolde realitet, som de som står udenfor skal anerkende, tage i betragtning og svare på.
Daniel PipesFamilySecurityMatters.org Contributor Daniel Pipes is director of the Middle East Forum, Taube distinguished visiting fellow at the Hoover Institution of Stanford University, and a contributor to FrontPageMagazine.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar