En Stormagt bringes på knæ
J.R. DunnLucius Aurelius Commodus var ikke som Augustus og Caligula en kejser der har sat sig bemærkelsesværdige sport i den moderne bevidsthed. Indtil filmen Gladiator en kraftigt fiktionaliseret version af hans styre, havde amerikanerne aldrig hørt om ham. I filmen fremstilles han som en meget viljefast person takket været et førsteklasses skuespillerportræt af Joaquin Phoenix.
Men som det gælder med så meget andet i filmnn blev Commodus' karaktertræk forvandlet for at skabe dramatik. Commodus var ikke, som Caligula og Nero, psykopat. Skønt han dræbte masser af mennesker (12000 iflg. ham selv), fandt han ikke nydelse i det, men højst sandsynligt var han hvad vi i dag ville kalde en hadsk narcissist, en der troede om sig selv at han var Universets centrum og at alle andre blot var statister på gennemrejse. Kombiner denne personlighed med magt, tildelt en national leder, og man har helt sikkert tændt en lunte til en brand.
Commodus var sådan set ikke i konflikt med sin far, Marcus Aurelius, den sidste af de fire store kejsere. Marcus Aurelius idoliserede sin søn, og førte ham hele tiden gennem de forskellige niveauer frem som kejser og gjorde ham til med-kejser. Forblindet af sin faderlige kærlighed, slap Aurelius et monster løs på Rom, og derved beviste han, at selv ikke en mand der er oplært i de højeste grader af filosofi (Aurelius var også en førende stoisk filosof) er immun for menneskelige fejl.
Commodus' karakterbrister blev åbenbare straks efter han iførte sig det kejserlige skrud. Han havde ingen kendskab til udenrigspolitik, det så han helt bort fra, og fik derfor sin fars resultater til at falde helt sammen. Marcus Aurelius havde brugt meget af sin regeringstid på grænseområderne ved Donau, havde underlagt sig onde barbariske stammer der truede freden i oldtidens verden. Commodus trak sig blot tilbage fra disse provinser. Hvis Romerne havde haft Special Styrker og fjernstyrede droner, ville det måske kunne være gået anderledes.
Den samme gjaldt hjemme. Commodus tillod at vigtige beslutninger om politikken blev overladt til 'undermålere,' og bidrog kun lidt når det drejede sig om ledelse. Chefen blandt disse var Tigiduis Perrenis, en korrupt præfekt, som vi i dag ville kalde stabschef. Commodus gjorde intet for at kontrollere Perennis og hans gerninger udi i korruption. Til sidst blev præfekten afsløret som værende med i en konspiration mod Tronen og blev henrettet. Men Commodus gentog sin fjeltagelse og udnævnte endnu en korrupt embedsmand. Det gjaldt på alle niveauer i regeringen. Det kan synes som om at Commodus ikke havde nogen kompetente, ærlige personer han kunne vælge imellem.
Men kejserens alvorligste problemer var dog personlige. Commodus var en egomanisk type der er svær at forstå for en normal person. Uanset hvad, var det altid Commodus der skulle være nummer 1. Alle belønninger, priser og æresudnævnelser var reserveret Kejseren. Det var ligegyldigt om han havde gjort sig fortjent til dem dem eller ej. Religiøse, politiske, militære - det hele skulle gå til Commodus. Hvis Nobelprisen var i spil dengang i Rom så ville han helt sikkert have fået den.
Romerske kejsere var længe blevet ophøjet til Gudestatus efter deres død (Vespasian hånede denne praksis på sin dødsseng), men Commodus ville ikke vente så længe. Han begyndte at kræve at blive adlydt som en Gud, og ville opfattes som personificeringen af Herkules. Han begyndte at iføre sig leopardskind når han gik rundt i Roms gader. Han gik et skridt videre og forsøgte at udnytte de mytiske gerninger hos Herkules ved at optræde i Coliseum for at slagte massevis af dyr og gladiatorer. De vilde dyr blev hidset op og de kæmpende udstyret med træsværd, men Commodus var ligeglad, på dette tidspunkt var han helt og aldeles fortabt i sin private drømmeverden.
Det var farligt at udfordre Commodus i nogen atletisk eller gladiatordisciplin. Da den berømte mester Julius Alexander dræbte en løve med et spyd mens han var på hesteryg, en øvelse Commodus ikke havde kunnet klare, beordrede Kejseren ham henrettet.
Sådanne ekstremiteter medførte en reaktion. Commodus blev plaget af planer om at få ham afsat. Den første blev planlagt af hans søster Anna Lucilla, som han fik kvalt mens hun var i eksil. Et tiår senere igangsatte hans favorit konkubine Marcia (så snak du om at du er uheldig med dit kvindelige bekendtskab) en plan der indebar et forsøg på at forgifte Commodus. Commodus nåede at kaste op. Så var der, for ikke at glemme den, planen som konspiratorerne forsøgte at gennemføre, nemlig at bryderen Narcissus skulle vkæle Commodus i hans sovekammer, altså samme metode som han lod gennemføre overfor sin søster.
Uanset hvad konspiratorerne havde i forventning, så var Rom dog uundgåeligt i forfald. Indenfor et kort tidsrum overtog Severanerne, et dynasti af gennemført militærdiktatorer kontrollen i Rom. Den Gyldne Tidsalder var forbi, og der var nu kun tilbagegang.
Vi ser på historien om den romerske periode med en følelse af lettelse. Vi har lært så meget siden da. Vi betragter ikke længere vore ledere som Guder blandt mennesker. Vi overdrager dem ikke længere ufortjente og prangende priser og belønninger. Vi vender os ikke mod og ødelægger medlemmer fra tidligere administrationer. Vi tolererer ikke inkompetente og korrupte stikkere i høje embeder. Vi har lært at genkende uordentlighed såsom patologisk narcissisme og sikre os af 'patienterne' ikke opnår høje embeder. Enhver præsident der sætter sin prestige ind på at være en topatlet ville blive latterliggjort.
Og når det drejer sig om politiske blodsudgydelser, har den slags vildskab ingen plads i det moderne demokrati. Ethvert parti der beder om at få 'dræbt' en oppositionsleder - lad os f.eks. sige George W. Bush - ville ganske enkelt blive bortvist fra offentligheden. I modsætning til Romerne forstår vi konsekvenserne bag et sådant koncept, at det som man selv står for, rammer en selv.
Eller gør vi?
Men som det gælder med så meget andet i filmnn blev Commodus' karaktertræk forvandlet for at skabe dramatik. Commodus var ikke, som Caligula og Nero, psykopat. Skønt han dræbte masser af mennesker (12000 iflg. ham selv), fandt han ikke nydelse i det, men højst sandsynligt var han hvad vi i dag ville kalde en hadsk narcissist, en der troede om sig selv at han var Universets centrum og at alle andre blot var statister på gennemrejse. Kombiner denne personlighed med magt, tildelt en national leder, og man har helt sikkert tændt en lunte til en brand.
Commodus var sådan set ikke i konflikt med sin far, Marcus Aurelius, den sidste af de fire store kejsere. Marcus Aurelius idoliserede sin søn, og førte ham hele tiden gennem de forskellige niveauer frem som kejser og gjorde ham til med-kejser. Forblindet af sin faderlige kærlighed, slap Aurelius et monster løs på Rom, og derved beviste han, at selv ikke en mand der er oplært i de højeste grader af filosofi (Aurelius var også en førende stoisk filosof) er immun for menneskelige fejl.
Commodus' karakterbrister blev åbenbare straks efter han iførte sig det kejserlige skrud. Han havde ingen kendskab til udenrigspolitik, det så han helt bort fra, og fik derfor sin fars resultater til at falde helt sammen. Marcus Aurelius havde brugt meget af sin regeringstid på grænseområderne ved Donau, havde underlagt sig onde barbariske stammer der truede freden i oldtidens verden. Commodus trak sig blot tilbage fra disse provinser. Hvis Romerne havde haft Special Styrker og fjernstyrede droner, ville det måske kunne være gået anderledes.
Den samme gjaldt hjemme. Commodus tillod at vigtige beslutninger om politikken blev overladt til 'undermålere,' og bidrog kun lidt når det drejede sig om ledelse. Chefen blandt disse var Tigiduis Perrenis, en korrupt præfekt, som vi i dag ville kalde stabschef. Commodus gjorde intet for at kontrollere Perennis og hans gerninger udi i korruption. Til sidst blev præfekten afsløret som værende med i en konspiration mod Tronen og blev henrettet. Men Commodus gentog sin fjeltagelse og udnævnte endnu en korrupt embedsmand. Det gjaldt på alle niveauer i regeringen. Det kan synes som om at Commodus ikke havde nogen kompetente, ærlige personer han kunne vælge imellem.
Men kejserens alvorligste problemer var dog personlige. Commodus var en egomanisk type der er svær at forstå for en normal person. Uanset hvad, var det altid Commodus der skulle være nummer 1. Alle belønninger, priser og æresudnævnelser var reserveret Kejseren. Det var ligegyldigt om han havde gjort sig fortjent til dem dem eller ej. Religiøse, politiske, militære - det hele skulle gå til Commodus. Hvis Nobelprisen var i spil dengang i Rom så ville han helt sikkert have fået den.
Romerske kejsere var længe blevet ophøjet til Gudestatus efter deres død (Vespasian hånede denne praksis på sin dødsseng), men Commodus ville ikke vente så længe. Han begyndte at kræve at blive adlydt som en Gud, og ville opfattes som personificeringen af Herkules. Han begyndte at iføre sig leopardskind når han gik rundt i Roms gader. Han gik et skridt videre og forsøgte at udnytte de mytiske gerninger hos Herkules ved at optræde i Coliseum for at slagte massevis af dyr og gladiatorer. De vilde dyr blev hidset op og de kæmpende udstyret med træsværd, men Commodus var ligeglad, på dette tidspunkt var han helt og aldeles fortabt i sin private drømmeverden.
Det var farligt at udfordre Commodus i nogen atletisk eller gladiatordisciplin. Da den berømte mester Julius Alexander dræbte en løve med et spyd mens han var på hesteryg, en øvelse Commodus ikke havde kunnet klare, beordrede Kejseren ham henrettet.
Sådanne ekstremiteter medførte en reaktion. Commodus blev plaget af planer om at få ham afsat. Den første blev planlagt af hans søster Anna Lucilla, som han fik kvalt mens hun var i eksil. Et tiår senere igangsatte hans favorit konkubine Marcia (så snak du om at du er uheldig med dit kvindelige bekendtskab) en plan der indebar et forsøg på at forgifte Commodus. Commodus nåede at kaste op. Så var der, for ikke at glemme den, planen som konspiratorerne forsøgte at gennemføre, nemlig at bryderen Narcissus skulle vkæle Commodus i hans sovekammer, altså samme metode som han lod gennemføre overfor sin søster.
Uanset hvad konspiratorerne havde i forventning, så var Rom dog uundgåeligt i forfald. Indenfor et kort tidsrum overtog Severanerne, et dynasti af gennemført militærdiktatorer kontrollen i Rom. Den Gyldne Tidsalder var forbi, og der var nu kun tilbagegang.
Vi ser på historien om den romerske periode med en følelse af lettelse. Vi har lært så meget siden da. Vi betragter ikke længere vore ledere som Guder blandt mennesker. Vi overdrager dem ikke længere ufortjente og prangende priser og belønninger. Vi vender os ikke mod og ødelægger medlemmer fra tidligere administrationer. Vi tolererer ikke inkompetente og korrupte stikkere i høje embeder. Vi har lært at genkende uordentlighed såsom patologisk narcissisme og sikre os af 'patienterne' ikke opnår høje embeder. Enhver præsident der sætter sin prestige ind på at være en topatlet ville blive latterliggjort.
Og når det drejer sig om politiske blodsudgydelser, har den slags vildskab ingen plads i det moderne demokrati. Ethvert parti der beder om at få 'dræbt' en oppositionsleder - lad os f.eks. sige George W. Bush - ville ganske enkelt blive bortvist fra offentligheden. I modsætning til Romerne forstår vi konsekvenserne bag et sådant koncept, at det som man selv står for, rammer en selv.
Eller gør vi?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar