onsdag den 23. maj 2018

De fire feltpræster - hvad nu hvis den ene var imam

De fire feltpræster - hvad nu hvis den ene var en imam?


Den 3. februar 1942 om natten blev skibet Dorchester, i konvoj fra Newfoundland til Grønland ramt af en tysk ubådstorpedo under vandlinjen. Ombord var 902 personer herunder fire feltpræster fra forskellige trosretninger, knyttet sammen af et fælles bånd  Lt. George Fox (Methodist), Lt. Alexander Goode (Jødisk rabbiner), Lt. John Washington (Romersk katolsk præst) og Lt. Clark Poling (Dutch Reformed præst)
Dorchester begyndte hurtigt at synke. Panik opstod da mændene desperat ledte efter redningsveste og redningsbåde.
Men det lykkedes for de fire feltpræster i mørket at komme op på åbent dæk og få åbnet skabene med redningsveste og de begyndte at dele dem ud. Da der ikke var nok veste tog de fire feltpræster deres egne af og gav dem til andre. Samtidig forsøgte de at organisere redningsindsatsen midt i kaos, og trøstede de nødstedte, plejede deres sår og viste de desorienterede frem til redningsbådene midt i mørket.
Petty Officer John Mahoney, en overlevende,  fortalte at den iskolde vind fejede hen over dækket og han ville lede efter nogle handsker i kahytten. Rabbi Goode standsede ham og gav ham sine egne handsker, idet han hævdede han havde to par. Først senere erfarede Mahoney at Goode aldrig havde haft til hensigt at forlade skibet.  
Det sidste man så til de fire feltpræster var at de “stod med armene om hinanden på det skrånende dæk. Deres stemmer istemmende bønner og de sang salmer.” 
Sølle 225 af de 902 ombord overlevede.
Faderen til Chaplain Poling fortalte senere, at lige før Poling gik ombord bad han faderen om at bede for ham. “Ikke for at jeg skal komme sikkert tilbage, det ville ikke være rigtigt. Bed dog for at jeg kommer til at gøre min pligt..aldrig være en kujon ... og har nok styrke, mod og forståelse for menneskene .. Bed blot for at jeg skal gøre fyldest.”
Ved hans handlinger den nat er det er helt tydeligt at Polings bønner blev besvaret. Og skønt alle fire feltpræster udviste “åbenbar medmenneskelighed og resolut mod trods faren for at miste livet . udover det som pligten byder,” - den  standard der er forudsætningen for at modtage the Medal of Honor - blev de dog nægtet denne, fordi handlingerne ikke omfattede “heltedåd under ild.”
 the four chaplins _ on ship
En god advokat ville muligvis kunne påvise at det at være ombord på et synkende skib der er ramt af fjendtlig ild i sandhed opfylder den standard. Imidlertid var Kongressen så berørt af disse mænds tapperhed, og trods det tog næsten to årtier blev “The Four Chaplains Medal” givet af præsident John F. Kennedy den 18. januar 1961. John F. Kennedy gav dem til familiemedlemmer.
I det kaos der fandt sted før Dorchester endelig sank var de fire præster en kilde til inspiration for alle. Der var ingen diskussion blandt præsterne om deres motivation ved deres tro, men uden tøven udviste de næstekærlighed. De delte et fælles bånd for at redde de liv de kunne, og hjælpe med at lindre de som var døende, opmuntrende soldaterne til at tro mens de var på vej fra et liv til et andet. .
De personlige ofre disse fire præster gav er virkelig noget der er værd at reflektere over i en tid hvor vi er vidner til voldshandlinger knyttet til en religion - Islam - der i over 1400 år har efterladt sig et blodspor fra millioner af liv. Ingen religion er uden en historie om vold, dog eksisterer der en kæmpeforskel mellem det der omtales i andre religioners lære og doktriner og så Islam. For de førstnævnte er vold noget historisk betinget noget der hører fortiden til - for Islam er det imidlertid noget der opfordres til. Med andre ord, skal muslimer benytte vold, og det hele tiden, for at gøre Islam til den global religion hvor alle skal underkaste sig den.
Således er der i Islams primære lærebøger - Koranen og hadiths - en fortalen for at dens følgere er overlegne. Som følge heraf afviser flertallet at muslimske lande at alle menneskers liv har lige stor værdi, den status gælder kun for muslimer. Islam er også fortaler for at lede efter og slå jøder ihjel, her fornylig gentaget af adskillige imamers prædikener i moskeer i USA. .
På samme tid opmuntrer imamer i muslimske lande deres følgere til at udføre selvmordsbombninger mod ikke muslimer for at behage Allah. Ulig de fire feltpræster der talte om at elske medmennesket og viste det ved at ofre deres egne liv. Imamer opfordrer, men gør ikke noget selv, når det gælder om at udføre selvmordsaktioner. 
Ved at uddele redningsveste den februar nat, og i et desperat forsøg på at redde yderligere fire liv, give deres egne veste bort viste de ægtheden i deres tro. Vestene blev givet til den næste mand i rækken uanset dennes religiøse overbevisning. En overlevende beskrev deres handling som “det smukkeste jeg nogensinde har set eller håber at se på denne side af himlen.”
Dersom en  imam havde været ombord på Dorchester den nat er det tvivlsomt om han ville have overladt sin redningsvest for at redde et medmenneskes liv. Men hvis han havde gjort det ville han helt sikkert have ledt på hele skibet efter den ene person han anså som værdig til redningsvesten - altså en anden muslim
I Amerikas historie har ni feltpræster modtaget .Medall of Honor. Man må formode at deres tro har givet dem en modets rustning, givet dem kraft til at se de voldsomme udfordringer på slagmarkerne i øjnene og yde tjeneste for døde og døende. Når man læser citater om deres udtalelser kan man næsten høre ordene., "Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig.” Salme 23:4.
De personlige gerninger hos de som prædiker religion er langt mere vægtige end blot at fremføre ord. Forhåbentlig vil det at tænke nærmere over fire feltpræsters uselviskhed og de islamiske imamers selviskhed få os til at overveje over i hvilke af Guds riger vi vil tilbrlnge evigheden,

Lt. Colonel James G. Zumwalt, USMC (Ret.), is a retired Marine infantry officer who served in the Vietnam war, the U.S. invasion of Panama and the first Gulf war. He is the author of "Bare Feet, Iron Will--Stories from the Other Side of Vietnam's Battlefields," "Living the Juche Lie: North Korea's Kim Dynasty" and "Doomsday: Iran--The Clock is Ticking." He frequently writes on foreign policy and defense issues.

søndag den 20. maj 2018

Et fordummende skuespil - kongelige bryllupper

Et fordummende kongeligt skuespil

Manden der er nummer seks som konge af England er blevet gift, og Amerika er gået fra snøvsen.
Hvad betydning har det at være nummer seks i tronfølgen til et embede der ene og alene er afhængig at hvem din far er? Ja, det betyder at fem medlemmer at din familie først skal dø før du kommer til ‘fadet.’ Jo, det ‘fad’ er ganske lækkert. Hvem kunne ikke tænke sig at bo i et tusind år gammelt slot (ærgerligt det er i Skotland) eller have dusinvis af tjenende ånder til at passe og pleje dig og opfylde alle dine ønsker og behov?
Men den livsstil er altså afhængig af at folk mener du fortjener en sådan velstand og sådanne privilegier fordi du tilfældigvis er så heldig at være ophav af en tåbe med store ører, hvis mor nu for tiden kaldes “Queen.”
Jeg synes det er noget frustrerende at borgere i vor republik er så forhippet på hvad der sker i en familie der mener at ‘blodlinjen’ er yderst vigtig. Endog nogle i Hollywood forekommer ikke at være imponerede.
Men midt i den pågående mediehype, er det så noget folk faktisk går op i?
Selv i Hollywood har reaktionen været blandet.
"Jeg er fuldstændig ligeglad” fremfører den engelske Iron Man stjerne Paul Bettany, samtidig med at den canadiske sanger/sangskriver Shawn Mendes hævder han “helt sikkert skal se” festivitasen ved brylluppet.
Emma Thompson, må imidlertid været blevet fanget med det forkerte ben ud af sengen. .
"Stop det, stop det bare, OK?" Siger hun til en fåret journalist. “”Hold inde med alt det der snak om det royale bryllup.”
Min TV-Guide har dusinvis af henvisning til kanaler der har brylluppet på programmet - live-tv. Det er ikke blot en medieblødning der er sket, det er direkte kulturel drukning. Vi går til bunds i et ocean af royale trivilaiteter (åh de smukke kjoler) royale intriger (hvorfor er brudens far ikke med? og royale petitesser (se blot på den royale hestevogn).
Jeg spekulerer over hvor mange feminister der vil give efter for skyld over fryden ved at tune ind på og huske med stor velbehag dengang de selv var små piger og drømte om at vokse op som en prinsesse. Offentligt skal og må de forhåne brylluppet på grund af dets ritualiserede konfirmation af patriakatet. Men mere end en feminist flæber, er jeg sikker på, huskende sin barndom.
Jeg ved det udmærket. Det er en kendthedsbegivenhed. Amerikanerne er faktisk ret så ligeglade med det arvefølgemæssige og vil følge med i og stirre intenst med som ved et bryllup i Hollywood. Dog har prins Harry langt mindre krav på kendthed end en tomhjernet gås fra de riges klasse. I det mindste fører disse gæs en på en måde interessant -vildt liv. Prins Harry er farveløs, lugtløs og så almindelig at det gør helt ondt. 
Jeg må bare gentage det som er allermest frustrerende ved Amerikas fascination af dette bryllup som er at vi udkæmpede en blodig revolution for at vi dermed kunne være ligeglade med dette skuespil. Forestil dig hvad en af disse forpinte sjæle ved Valley Forge kunne tænke, hvis han fik et glimt af denne fremtid. Jeg vover at hævde at han hellere ville pakke sammen og dø end at fortsætte kampen.
The Weekly Standard har et svar på det:
For det første siger offentlighedens fascination over udenlandske, - især briternes - royale langt mere om os selv og om menneskets natur end om prins Harry og hans bedstemor Queen  Elizabeth II og hendes stadig større flok af afkom. Siden midt det 19. århundrede har den britiske kongefamilie helt bevidst dyrket sit image af at være en familie, og ikke blot en tilfældig samling af onkler med parykker, kvindfolk med adelstitler og udenlandsk fødte der hævder at gøre krav på en tusind år gammel trone. Dette har ikke alene ført til at Windsor har siddet sikkert i ‘sadlen’ som symboler på staten, mens diskuterende politikere har haft regeringsledelsen, den har også skabt en evig folkelig interesse i glæderne og sorgerne, i personerne og deres levevis i den royale klan. Billedresultat for royal wedding cartoon
Det burde betones at deres navn ikke er “Windsor.” Deres “familie” navn er faktisk Saxe-Coburg og Gotha, som den kongelige familie fandt yderst ubelejlig under 1. Verdenskrig og derfor ændrede. Trods alt var Kejser Wilhelm barnebarn af Queen Victoria.
Jo, vi udkæmpede en revolution for at få uafhængighed af Storbritannien, men vor virkelige kamp var med Parlamentet ikke den siddende monark. Faktisk havde mange af Founding Fathers et håb om at King George III ville have sympati med deres besværligheder og de anmodede ham om at gribe ind overfor Parlamentet på deres vegne.
Når alle statuer af King George blev revet ned og smeltet om til geværkugler betyder det så ikke at kolonisterne var vrede på kongen? Ikke som sådan i det mindste ikke før the Declaration. Men så begik Kongen den fejl at indgå kontrakt med tusinder af Hessiske lejesoldater der skulle kæmpe på briternes side i Revolutionskrigen. De var med rette kendt for deres brutalitet og vildskab. Enhver rest af sympati hos amerikanerne for kongen gik fløjten.  
Jeg erkender jeg tilhører en minoritet og at mine holdninger for de fleste kan forekomme en anelse overdrevne. Men vor fascination af det kongelige bryllup og de royale som et hele er et symptom på en råddenskab der gnaver i vor republik.
At tillægge denne begivenhed en vigtighed langt ud over hvad er berettiger fører os langt, langt væk fra vore grundlæggende principper der inkluderer den forestilling at det absolut ingen betydning har hvem din far eller familier er. Du skal bedømmes ud fra dine egne gerninger og leve livet ved egen kraft. 

tirsdag den 15. maj 2018

Forhud fra små drenge benyttes i forskning

Således benyttes forhud fra små drenge i forskning

Man kan mene så meget om omskærelse (og jeg ved alle har rigtig, rigtig meget at sige om det emne), men har du nogensinde undret dig over, hvad der sker med forhuden fra de omskårne drenge - efter den er blevet ‘klippet’ skåret bort.?
Som mor til to piger har jeg aldrig måttet tage en beslutning vedrørende omskærelse. Det er sådan set udmærket da jeg tvivler på at min jødiske bedstemor ville have godtaget min beslutning - om jeg havde taget en.
Jeg havde hellerr aldrig spekuleret over hvad ‘skæbnen’ så blev for disse små fragmenter.af afskåren hud.
Det viser sig at disse forhuder der opstår ved omskærelse ‘lever’ et langt og fascinerende ‘liv’ efter de har forladt deres retmæssige ejere.
De benyttes til alt - fra kosmetik til videnskabelige studier.
 Image Source: Thinkstock
IThe Stir’s Christie Haskell er virkelig gået i dybden med den stort set skjulte branche omhandlende forhuder fra drengebørn.  Forhuden fra et spædbarn har nogle helt særegne celle egenskaber, lig dem man finder i stamceller. Deres anvendelighed, alsidighed betyder at de kan benyttes til at udvikle hudceller.  
Det er årsagen til at de ikke blot kasseres som det sker med andet der bliver tilovers efter en fødsel. Hospitaler sælger dem til virksomheder og institutioner der anvender dem til forskellige formål. Virksomheder kan betale tusinder af dollars for en enkelt forhud. 
Her følger så nogle af de lidt mere pudsige anvendelsesformål:
  • Kosmetik: Forhud benyttes til at fremstille sofistikerede hudcremer. Disse hudprodukter indeholder fibroblast celler der vokser på forhuden og udvindes af den. En forhud kan benyttes i årtier som base for fremstilling af fine ansigtscremer som de SkinMedica produkter som Oprah benytter.
  • Heling af hud: En babys forhud kan udover anvendelsen til hudprodukter anvendes som heling til ofre for brandsår. Fordi cellerne er yderst fleksible er sandsynligheden for at de frastødes ikke så stor. Nu for tiden kan denne teknologi være med til at redde liv ved at udgøre en ægte hud der kan dække for et åbent sår mens et brandsår heler. Forskere på Harvard og Tufts arbejder på avancerede erstatninger for hud gennem brug af forhuder. .
  • Kosmetiske forsøg: Alle de kosmetikprodukter du køber som ikke har været testet på dyr - nogle af dem er testet ved brug af forhuder. De giver bedre resultater, da det jo er menneskehud. Således spares mange forsøgs gnaveres liv.
Følelserne, meningerne om dette emne er til intens debat. Så intens at “inaktivister” for nylig generede en kvinde, hvis baby døde efter en omskærelse.
Det er åbenbart at der der nogle etiske problemer med omskærelse. Nogle forældre betragter det som en religiøs betinget pligt, nogle anser det som lemlæstelse. De fleste synes at indtage en neutral holdning, og tager de beslutninger de mener er bedst for deres børn.
Hvis du virkelig mener at omskærelse er forkert, så kan brugen, til gode formål, af forhuderne efter ‘operationen’ synes at være en pengemaskine for hospitalerne og medicinbranchen. På den anden side udføres der god medicinsk forskning med dem. Når nu en omskærelse har fundet sted er det måske ikke så ringe at forhuden benyttes til noget positivt.
Jeg er forundret over hvor lidt kendt dette er. Jeg nævnte det for min mand i løbet af weekenden, og han blev chokeret over at erfare at de små drenges forhuder benyttes til medicinsk forskning og brug. Så måtte han dog konstatere at han arbejdede med dem hver dag i sit eget forskningslaboratoirum. Han havde dog aldrig tænkt nærmere over at disse “menneskeforhuder” sådan set stammer fra nyfødte drengebørn.

søndag den 13. maj 2018

Masser af olie - trods dystre forudsigelser

Masser af olie - trods dystre forudsigelser

U.S. produktionen af råolie  er nu cirka 10 millioner tønder om dagen og matcher nu højdepunktet der nåedes i 1970.  The Energy Information Administration regner med at U.S. olieproduktionen i år vil være den højeste nogensinde. Lad os håbe det bliver sidste ord i teorierne om, hvor meget olie der er.
Som ung geologistuderende i 1981 blev jeg undervist i at olieproduktionen i U.S. ville følge en klokkeformet kurve. Den havde nået sit højdepunkt i 1970 og nu var den uundgåeligt på vej nedad. Logikken bag var at det var uundgåeligt. I tidsaldrenes løb har den geologiske proces genereret en vis mængde at uerstattelige olievæsker i jordens skorpe. Når først disse er væk, brugt så er det for altid. Den absolut nødvendige slutning var, at vi skal lave om på hele vor industrialiserede civilisation ved at gå over til bæredygtige energikilder. Jo længere vi tøver, des større chokeffekt ved nedgangen i energiforsyningerne når dette indtræffer.
.
Peak oil theorien fandt man på i 1965 ved den amerikanske geolog M. King Hubbert. Hubbert forudså, mente, at olieprdouktionen i U.S. ville nå sit højdepunkt mellem 1965-1970. Hubberts model blev åbenbart valideret tidligt i 1970’erne da produktionen vitterligt begyndte at gå ned. Teorien blev et ‘evangelium’ for en generation af geologer. Da oliepriserne så kollapsede til nær 10 dollars per tønde sent 1998, gav det nogle af os et pusterum. Men i sommeren 2008, da olieprisen  per tønde nåede op på 150 dollars blev Hubberts forudsigelser om mangel valideret. I 2010 proklamerede Nobel Pris vinderen Paul Krugman, at “peak oil øjeblikket er kommet.”
Hvad skete der? Teorien om Peak Oil var fra begyndelsen fejlbehæftet. Dog er det sandt at mængden af olie i Jordens skorpe er fast, men det er vanskeligt præcist at anslå mængden af den olie der økonomisk set kan udvindes. Produktionen er afhængig af teknologien, og det er umuligt rimeligt sikkert at forudsige fremtidige teknologier. I de sidste 10 år har ingeniører perfektioneret teknikker med horisontal boring og hydraulisk brydning.  Disse teknologier tillader os at producere olie direkte fra skiferlag, det mest almindelige stof i klipperne. Enorme ressourcer man engang mente ikke kunne udvindes er nu økonomisk levedygtige. For 30 år siden, var enhver tale om at producere olie af skifer anset som komplet latterligt.
I 1920’erne estimerede the U.S. Geological Survey at “verdens forsyning af brugbar benzin” ikke var større end 60 milliarder tønder.  Det var forkert. Verden har allerede produceret 1400 milliarder tønder olie. Over hele verden er der cirka 1,700 milliarder af olie i reserve – næsten en 60 årig forsyning ved nuværende produktionsrate. Og størrelsen af de endelige ressourcer er sandsynligvis større end 10 billioner tønder.
Peak Oil forudsigelserne og andre Malthus varsler om ressourcebegrænsning har i årtier gentagne gange været fyldt med fejl.  Men de folk der fremfører disse falske ulykkesvarsler om dommedag er farvet af ideologi. Bæredygtige energikilder som vind og sol portrætteres som moralsk overlegne.  Tendentiøse lovprisninger af bæredygtige energikilder ser helt og aldeles bort fra deres indbyggede begrænsninger. Disse fejl er politiske eller teknologiske. De stammer fra fysikkens og kemiens love og kan med stor sandsynlighed ikke overvindes i den nærmeste fremtid.
Olie og andre fossile brændsler vil fortsætte med at være vor primære energikilder helt frem til slutningen af dette århundrede fordi de har fire kæmpe fordele.
Sammenlignet med de blæredygtige er fossile energikilder ikke omkostningstunge, de er pålidelige, der er rigeligt af dem og de er koncentrerede. 
Tiden med olie er så langt fra at være i nedtur. Vi er dårligt nok begyndt at udvinde ellers ukonventionelle olieressourcer. Den vestlige del af U.S. indeholder alene mindst 2 billioner tønder i skiferformationerne. Med det nuværende årlige forbrug i U.S. på 7,2 milliarder tønder svarer det til 278 års forbrug. 
Med tiden vil verden gå over til Kernekraft energi fordi det er der energien er. Men der er ikke noget videnskabeligt belæg for at denne ændring vil finde sted i læserens generations levetid.
Politiske forsøg på at kontrollere energimarkederne af ideologiske årsager kan blot resultere i stærkt forhøjede energipriser og give fald i menneskets velstand.
David Deming is a geologist, professor of arts and sciences at the University of Oklahoma, and author of the series Science and Technology in World History.

fredag den 11. maj 2018

Mysteriet bag et nys

Mysteriet bag et nys
Vi nyser alle. Ofte kan vi ikke kontrollere det - “en halvautomatisk luftudtømning fra lungerne gennem næse og mund,” som Wikipedia så antiseptisk beskriver et nys. Af en eller anden grund fornemmer vor krop et behov for at udsynge sekret fra vor næsehuler. Men det ved du jo allerede - vi nyser alle.
Men det er ikke os alle der siger atjuu.
Nys har følgeskab af lyden -- “atjuu” på dansk, "hatschi" på tysk, "hakshon" på japansk; listen fortsætter. Ordet vi bruger for lyden er onomatopoetisk - det efterligner lyden som vi associerer med selve nyset. Engelsktalende mener at nyselydene lyder som "achoo," og derfor er  "achoo" det ord de benytter.
Undtagen. Det er muligvis noget bagvendt. I virkeligheden er den lyd vi frembringer når vi nyser - en lyd vi ikke kan kontrollere, i bedste fald - minimalt. Men fordi vi tror et nys skal lyde som et "achoo," så er det den lyd vi finder på når vi nyser. Svært at følge med? Vi ser nærmere på det..Billedresultat for achoo cartoon sneeze
I 2013, skrev den delvist døve journalist Charlie Swinbourne en blogpost om nyselydene.. Det kan forekomme en anelse mærkeligt at en delvist døv journalist er interesseret i fænomenet, men det er der en grund til Han hører godt nok til at kunne skelne, med hans egne ord, “en tydelig forskel i den måde folk nyser.” Og hvad han bemærkede var, igen med hans egne ord, at “hørende synes at lave ah-choo lyden, men det gør døve ikke."
Med andre ord opbygges “achoo” ikke ved selve nyseakten. Vor svarmåder på et nys er forresten kulturelt betinget. feks. “prosit” eller på engelsk “bless you” noget vi med tiden har tilegnet sproge per the BBC. Lyden af et nys er ikke medfødt der er altså noget vi tilegner os hen ad vejen. Popular Science forklarer: "Nys forårsager lyd som mennesket ikke kan kontrollere, men mennesker kan modificere lyden alt efter hvad man finder socialt passende.”
Døve kan ikke høre lyden og får den heller ikke som en “kulturel vane.” Igen ifølge BBC “synes døve, især brugere af tegnsprog ikke at ordet achoo på engelsk skal føjes til tegnsproget, selvom det er så almindeligt og naturligt hos alle.” Eller som Swinbourne siger det: “når hørende fornemmer at et nys er på vej sender deres hjerne et advarselssignal lydende: ADVARSEL DU ER VED AT NYSE: HVIS OFFENTLIGT VÆR NU DISKRET.!’ Og på et splitsekund kommer så det der Ah-choo,”
Når det er sagt kan vi muligvis ikke kontrollere hvordan vore nys lyder -- så føl dig ikke skidt tilpas hvis du har et besynderligt eller højltydt achooooooo.
Bonus fakta:  NOgle mennesker - cirka 25% af befolkningen - får en ubædnig trang til at nyse hvis de ser op mod f.eks. solen eller andet skarpt lyv. Officielt kaldes det "photic sneeze reflex " men kaldes ofte "Autosomal Dominant Compelling Helioopthalmic Outburst Syndrome." Valget af de ord, hvis du ser bort fra “Dominant” og opdeler "Helioopthalmic" i to, giver akronymet -- "ACHOO Syndrome."

onsdag den 9. maj 2018

Et kig på det nye europa fra Prag

Et kig på det Nye Europa fra Prag

Sådan ville det kunne have været
Tirsdag den 20. februar Det første gang vi er i Prag, og udover et par besøg i Berlin er det K’s første rejse i et land der engang tilhørte Warszawapagten. Idag besøgte vi museer og andre kultur attraktioner, vi gik gik og gik og gik - fik en god fornemmelse af byen, menneskene.  
Efter adskilliger timers vandring i de snævre gader og brostensbelagte pladser, domineret af kirker kom vi tilbage til vort hotel. Efter at have nydt et par gin og tonic lagde jeg mærke til at K havde tårer i øjnene. Jeg betragtede ham spørgende. Han kunne knap få ordene frem.
“Jeg er så vred på mit lands regering,” eksploderede han. Det land er Norge.
K. forklarede. Vi havde netop brugt en del tid i Prag og han havde passeret - guderne må vide - tusinder af mennesker. Ikke en eneste gang havde vi set en hijab. Ej heller en niqab eller bruka. 
“I denne store by, ikke en eneste.” Og i den lille by vi bor i - i Norge - langt ude i landet - skal man blot de ud af vinduet i et minut og så har man set en.
Islamiseringen af Vesteuropa har været et emne vi meget ofte taler om - og det i næsten tyve år. Vi har givet udtryk for vrede, frustration, håbløshed, kynisme. Dog har jeg aldrig set ham få tårevædede øjne.
Vi har boet i Oslo nu i 12 år. I løbet af de år er den muslimske befolkningsandel vokset støt. Og også procentdelen af muslimske kvinder med hovedtørklæder. I løbet af de første år i Oslo så vi ikke en eneste niqab, altså den der dækker alt undtagen øjnene, ej heller en burka der også dækker øjnene. Gradvist er det blevet et almindeligt syn.
For 7 år siden flyttede vi til den lille by hvor vi nu bor. Den er også blevet gennemsyret af hijab - og af og til niqab.
I 2002, blev jeg kaldt alarmist. Hvis du havde spurgt mig dengang om jeg 16 år senere ville kunne gå blot nogle få boligblokke på gaden i en fjerntliggende norsk by som vores uden at se en hijab ville jeg havde sagt - den forvandling vil aldrig ske.
Hvor tog jeg dog grundigt fejl.
I årenes løb har vi rejst meget i Vesteuropa til andre steder hvor den samme islamiseringsproces foregår. Efter en stund forekommer det næsten helt naturligt - skæggede mænd i djellaba, kvinder med hijab, de allestedsværende barnevogne og klapvog og en hoben børn. selv de små kan være iført hijab.
Men nu er vi i Prag og for K er den blotte mangel på islamisk tilstedeværelse næsten en åbenbaring. Han er blevet virkelig opmærksom på hvad der sker med hans land, men nu i Prag, er det i sandhed gået op for ham hvilken rædsel det er - en mavepuster.
Lørdag den 24. februar Stadig ingen hijab at se..
Her til morgen gik jeg endnu en lang tur, og kom forbi familier som jeg kunne se var på vej hjem fra Shul. Der er adskillige synagoger i kvarteret. En lille jødisk dreng løber glad på fortovet, hans far ‘jagter’ ham og svinger ham op i sine arme. Han ser mig og smiler. Der er ingen tegn på den frygt der i stadig større grad får jøder i byer i Vesteuropa til at holde lav profil, ikke gå med yarmulkes, flytte til USA eller Israel. Her er jøder i sikkerhed.
Her på vores hotelværelse gennemser jeg nogle norske nyhedssider på min laptop. På document.no, læser jeg at Oslos politchef, Janne Stømner, benægter enhver forbindelse mellem kriminalitetsraten der er voldsom i den østlige del af Oslo og så indvandrerne. (IJeg undersøgte dette forhold for nylig i City Journal.) Hun hævder at de som overtræder lovene er “vore egne teenagers.”
Hos resett.no, er der et  indlæg om en pris til året vigtigste kommentator om sociale forhold. Vinderen - en 20 årig hijab klædt somalisk immigrant Sumaya Jirde Ali. Det er anden gang på et år hun bliver hyldet. (sidste måned vandt hun en pris for “civic courage.”) Ved accept af prisen nævnte Ali Sylvi Listhaug, det norske Stortingets eneste fornuftens stemme om immigration. Her er hvad Ali sagde “Fuck dig Sylvi Listhaug.”
Ifølge Resett, jublede publikum, bestående af Oslos kulturelite begejstret.
(Denne udtalelse af Ali er ikke usædvanlig. Hun har tweetet “ “F**k diplomatisk debat. F**k politiet.”)
Endelig har rights.no en artikel af Hege Storhaug om somaliere der har fået lov at bosætte sig i Norge fordi de vist kommer fra en forfejlet stat - men som dog sender deres børn i skoler i samme “forfejlede stat” for at beskytte dem Vestens mod værdier. Dette udbredte fænomen blev diskuteret på TV forleden. Fremskridtspartiets Jon Helgheim, der som Storhaug bemærkede, havde intet kritisk af sige om det.
“Vi fik at vide at hvis vi stemte på Fremskridstpartiet,” sagde K ved hotellets bar, så “ville tingene blive anderledes. Men intet er forandret!” Han har ret.  
I årevis lovede Fremskridtspartiet at hvis man stemte det til magten, så ville Norge blive reddet fra en sindssyg indvandringspolitik. Nuvel, partiet er nu en del af regeringen. Lederen Siv Jensen, er Finansminister. Listhaug er medlem af partiet og hun er barsk i sin tale. Men hvilket nødvendige skridt har hendes parti taget for at føre Norge bort fra landets styrtløb mod ødelæggelse? Ingen. 
Norge har indflydelse i EU. Norge pumper milliarder ind i den rotterede. Tjekkiet er netto modtager af EU midler. Ikke desto mindre, sammen med Ungarn og Polen står man tappert op mod EU presset - man vil ikke være med til at Vesteuropa ødelægger sig selv. I dette land med 10.5 millioner mennesker er der blot 3500 muslimer. I Prag er det derfor muligt for jeg og K at erfare en kraftig påmindelse om hvad byer som Oslo, for ikke så lang tid siden var, og hvad man kunne vende tilbage til om ikke for de uansvarlige tåber der regerer. 
Mandag den 26. februar. Vi vender hjem. Det samlede antal kvinder med hijab vi har set i Prag i løbet af ugen 0. Antal minutter i Norge efter vor hjemkomst før vi så en med hijab 0. 
Hun betjente bagageudleveringen i Oslo Airport.
Bruce Bawer is the author of “While Europe Slept,” “Surrender,” and "The Victims' Revolution." His novel "The Alhambra" has just been published.
Related Posts with Thumbnails